men der kommer de andre: saa dejli stille det er i aften...
— Ho! hauker hun pludseli tværsover den innerste vik a bugten, mot fjelle derover — «ho!» svarer det klart tilbake mitt i sommernatten, me hennes egen lyse klangfriske stemme.
— Det var udmærket ekko det! roper hun igjen.
— Udmærket ekko det! svarer det klart og tydeli tilbake — og saa gir de andre, som imens er kommen til, sei ossaa til aa hauke og rope derover... Vakkert høres det ut — aah men gid djævelen hadde dem at de ikke kan holle op... jei staar som paa gløer for aa komme afsted saa jei kan bli alene me henne...
Endeli stiger vi i baatene, og de andre ror ut bugten i den hvite sjægten, mens jei tar øskarre og gir mei go tid me aa øse prammen lens, i det haap at de imens skal række ut omkring odden og bli borte. Men isteden ror de bæst ret ut — som tænker de sei tværsover fjoren.
— Og jei som trodde jei skulle faa komme agter til Dem! sier jei trist da jei faar se det.
— Jamen det ser Di altsaa at Di ikke kan! sier hun léende — værsgo sæt Dem naa til aa ro!
— Aaa men sæt Dem ialfall hit og skyv paa aarerne? bér jei bønli.
— Gud saan brysom mann!... saa da! — er Di naa fornøjd? — og hun ser mei skøjeragti kjærli inn i øjnene og klemmer bløtt mine knæer mellem sine.
— Ja, naa er jei fornøjd! — og jei blir sittende
