mer i røtt hennes mørke eventyransikt me det viltre pannehaar og de stort lysende øjne...
Vidunderli vakker er hun der hun staar, oprejst i agterskotte i sin fantastiske dragt og svinger den blékrø lygten over vanne — og svimmel staar jei der og stirrer, intil de lægger til ve bryggen, like under os.
— Godag! roper Vera og nikker straalende fornøjet op til Gaarder — her er vi!
— Jei sér det, svarer han léende og hilser me den hvite styrmansluen — det var da dejli dere kom! vi hadde saamen opgit dere for iaften.
Jei har ossaa hilst derned, men hun ser ikke til den kant hvor jei er.
— Og litt absinth har vi ossaa me! sier hun til Gaarder, og sætter lygten fra sei og rækker triumferende en flaske ivejre.
— Næ-j!... det var dejli! sier Gaarder straalende.
Tilintetgjort staar jei der og stirrer ned paa henne — det er altsaa forbi... og hun er like gla... og gidder ikke engang si mei det...
Majken og Bekkasinen er imens kløvet op paa bryggen, Vera langer absinthflasken op til dem og klyver sell efter.
— Vil Di gaa me mei efter is? sier hun til Gaarder me det samme hun kommer op. Og uten aa vente paa svar tar hun hans arm og trækker ham i fortroli passiar me sei bortover til det store graa ishuse — og vi ser dem klyve op a stigen, han foran og hun efter, og forsvinne inn i ishuse begge to.
