ingenting andet iaften enn at Di altsaa har sagt, at Di trodde ikke længer Di var saa gla i mei som før — gonatt!
Aldeles fortvilet staar jei der og tørster efter et eneste kjærli or — saa sier jei graatende:
— Vera? ville Di da heller... kunne Di virkeli ville — nej! nej! De kunne ikke heller ville at jei ikke skulle si alt, alt! til Dem som jei elsker...?
Pludseli blinker der noe fugti frem i hennes øjne, og hun slaar armene om halsen paa mei —: «Anej!» sier hun bløtt, og glæden stormer op i mit bryst. Men i samme sekunn har hun angret det og tat sine arme tilbake — og trækker sei igjen kolt inn i sei sell.
— Jaja, sier hun haart — jei skal se paa det imaaren... iaften nytter ingenting me mei — og naa maa jei gaa og lægge mei! — og hun gaar rask tilbake gjennem skoven.
Jei føller me, ve siden a henne, uten aa si noe. Borti bakken, strax nedenfor det hvite huse, stanser hun idet vi trær ut af skoven, og rækker mei kolt haannen — gonatt!
— Er Di ikke gla i mei naa mer? spør jei fortvilet.
— Jei vét ikke jei, sier hun likegyldi og ryster paa hode — gonatt! — og derme gaar hun fort op for bakken, langs gavlsiden a det hvite huse, uten aa se sei tilbake, skræver over det lave gjære — og forsvinner om hjørne af huse...
Noen øjeblikke staar jei der som lamslaat og stirrer idiotisk paa det sted hvor hun forsvant — saa
