Følelsen tilsiger, at dette ikke er Ret. Saadant er hverken overensstemmende med Kirkens eller den ophøiede Persons Værdighed, der er Hovedgjenstanden for Handlingen. Jeg tør ogsaa antage, at Professor Keyser ikke har villet legge nogen særdeles Vægt paa denne Deel af Udviklingen af Kroningens Betydning, men at han har anført den for den historiske Fuldstændigheds Skyld, og at han derved fortrinlig har havt Middelalderen eller den catholske Kirke for Øie. Professoren holder sig, naar han gaaer over til at handle om Dronningers Kroning ligeledes nærmest til det Historiske, hvilket han formeentlig ogsaa efter sin Stilling har anseet det for sit Hverv hovedsagelig at fremhæve og belyse, i det han uden Tvivl har forudsat, at Kirkedepartementet i fornødent Fald vilde behandle den kirkelige Side af Sagen. Af den paapegede almindelige, gjennem Historien gaaende Anskuelse af Kroningens Væsen, mener han, at den Skik let forklares, ogsaa at salve og krone Dronninger. Disse skulle efter hans Forestilling derved deelagtiggjøres i den samme Kirkens Velsignelse, som Kongerne, og stilles under det samme Religionens Værn. Jeg formener dog, at det af det Ovenanførte vil være tydeligt, at Kirkens Velsignelse her ikke kan blive den samme, som med Hensyn til Kongerne og at man ikke ved en Handling, der har den Betydning, som Salving og Kroning, kan paa en passende Maade deelagtiggjøre Personer, der ei kan udøve kongelig Myndighed, i Kirkens Velsignelse. Denne ligger i den Naade og Kraft, som af Kirkens
