testantiske Kirke er den herskende, da forekommer dette mig dog heller ikke at kunne lede til at betragte Kroningens Betydning paa en saadan Maade, at man uden at krenke dens Idee, eller at forvirre Begrebet om dens, saavelsom om Kirkens Bestemmelse, kunde udstrække den til Personer, der ikke kunne kaldes til Udøvelse af den kongelige Myndighed. Men jeg maa tilføie, at jeg, efter min Synsmaade af den protestantiske Kirkes Væsen, ikke kan erkjende, at Kroningen kan have Betydningen af en saadan Stadfestelse, hvorimod det passer paa den catholske Kirkes Forestilling om den guddommelige Myndigheds Udøvelse igjennem Kirken ogsaa som verdslig Magt og Høihed, en Forestilling, hvis Conseqvenser med Hensyn til den kongelige Myndighed paa de Tider, da den i sin fulde Udstrekning kunde gjøre sig gjeldende, ere af Historien de kjendte, formeentlig endog af vort Fedrenelands Historie. Vilde man overføre et saadant Begreb af Kroningen paa den protestantiske Kirke, da vil man uden Tvivl handle mod den augsburgske Confessions Bestemmelse (Art. 28) om ikke at blande verdsligt og geistligt Regimente i hverandre. Ved at tillegge Kirken, hvad der ikke tilkommer den, svækker man Betydningen af det, der virkeligen tilhører den, og det i samme Grad, som man legger Vægt paa det Første; man forvirrer derved lettelig Begrebet om Kirkens Bestemmelse og Værdighed, saaledes at selv de alvorligere Tænkende fristes til at betragte Handlingen som et betydningsløst Spil, hvori man maaskee deeltager, skjøndt
