Side:Bør Dronninger salves og krones i Norge.djvu/10

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

Herre ved en høitidelig Act og igjennem de Midler, hvorved han i Kirken virker, tildeles den, der krones, til at røgte sit høie Regjeringskald værdigen; dette Kalds overordentlige Vigtighed, idet saa Manges baade timelige og aandelige Vel deraf er afhængigt, gjør det passende og ønskeligt, at ogsaa Kirken, ved en saadan særegen, høitidelig Handling træder til med det aandelige Gode, der staaer til dens Raadighed, og forstærker den moralske Garantie for, at den Værdighed, hvoraf Kongen er i Besiddelse, anvendes efter sin høie Bestemmelse. Velsignelsen vil visselig ikke udeblive, naar ikke uforudsættelige Mangler hos dem, der nærmest deeltage i Handlingen, svække dens Virkning, men noget Værn kan Kirken ikke ved denne Handling forskaffe den Kronede; han sidder lige trygt paa Thronen, enten han krones eller ikke; ligesom han ikke behøver Kirkens Anerkjendelse og Stadfæstelse, saaledes behøver han ei heller dens Beskyttelse, hvilken den, efter det Begreb, vi have om den, heller ikke kan yde; derimod svarer det vistnok til det catholske Begreb om Kirken, og i dennes blomstrende Periode kunde eller vilde ikke lettelig kongelige Personer undvære Kirkens beskyttende Arme; muligens kan man ved Dronningers Kroning have havt dette for Øie og da tillige, som Professoren paapeger, have forestillet sig, at dette vel ogsaa vilde komme den kongelige Afkom tilgode. At denne Skik optoges i nogle protestantiske Lande, kan kun forklares af en uklar Forestilling, saavel om Kroningshandlingens Betydning, som om det kirkelige