Don Juans skjønneste
Kjærlighed.
Af J. Barbey d'Aurevilly.
V.
— I den første Tid af mit Forhold til Moderen — vedblev Grev de Ravila — havde jeg brugt alle de familjære Kjærtegn overfor den lille Pige, som man bruger mod alle Barn . . . Jeg gav hende Poser med Bonbons. Jeg kaldte hende „lille Maske“, og meget ofte naar jeg sad og snakkede med hendes Moder, morede jeg mig med at glatte Haarstriben i hendes Tindinger — en Stribe sygt, sort Haar, med Reflexer som Fyrsvamp — men den „lille Maske“, hvis store Mund altid havde et nydeligt Smil rede for alle Mennesker, gjemte sit Smil og snerpede det sammen for mig, rynkede bittert sine Øjenbryn og trak sig i den Grad sammen i min Nærhed, at hun fra at være den „lille Maske“ blev en virkelig rynket, ydmyget Karyatidemaske, som syntes at bære Vægten af en hel Gesims, naar min Haand gled bort over hendes Pande.
— Naa, da jeg saa denne stadig uforanderlige Vrantenhed, der næsten saa ud som Fiendskab, lod jeg tilslut den følsomme Mimose i Sorgens Farver, som trak sig saa voldsomt sammen ved min mindste kjærtegnende Berøring, være ifred . . . jeg snakkede ikke til hende længer engang. Hun følte godt, at De stjæler fra hende, sagde Markisen. Hendes Instinkt siger hende, at De tar en Del af hendes Moders Kjærlighed fra hende. Og af og til tilføjede hun i sin Retskaffenhed: Barnet er min Samvittighed og dets Skinsyge mit Samvittighedsnag.
— En Dag havde Markisen villet spørge hende ud om den uovervindelige Afsky hun nærede for mig, men hun havde ikke opnaaet andet end den Slags halve, dumme, stædige Svar, som man altid maa trække ud af Barn med en Korketrækker af uafladelige Spørsmaal, naar de ikke vil sige noget . . . Der er ingenting ivejen . . . jeg forstaar ikke . . . og da hun saa, hvor forhærdet den lille Bronzetingest var, havde hun holdt op at spørge hende og havde træt vendt sig bort . . .
— Jeg har glemt at fortælle, at det underlige Barn var meget religiøs — paa en mørk, spansk, middelaldersk, overtroisk Maade. Hun slyngede alle slags Amuletter omkring sin magre Krop og behængte sit Bryst, der var ligesaa fladt som Bagen af min Haand, og sin mørkebrune Hals med hele Bundter af Kors og Billeder af den hellige Jomfru og den Helligaand.
— De er jo uheldigvis saa ugudelig — sagde Markisen til mig. De har kanske forarget hende ved Deres Snak en Dag. Pas paa, hvad De siger, naar hun er tilstede, det bønfalder jeg Dem om. Gjør ikke min Synd endnu større i Barnets Øjne, jeg føler mig allerede saa skyldig ligeoverfor hende.
Og da den Lilles Opførsel ikke blev anderledes, ikke blev det mindste bedre, tilføjede Markisen ængstelig: „De kommer jo tilslut til at hade hende, og det kan jeg ikke være sint paa Dem for“. Men deri tog hun fejl — jeg følte bare Ligegyldighed overfor det vrantne Pigebarn, naar hun da ikke gjorde mig utaalmodig.
— Jeg havde indført den høflige Tone mellem os, som bruges mellem voxne Folk, der ikke kan like hverandre. Jeg behandlede hende umaadelig ceremonielt og titulerede hende højtideligt: „Frøken“, hvilket hun besvarede med et iskoldt: „Hr. Greve“. Hun vilde ikke foreta sig nogetsomhelst i min Nærværelse, som kunde, jeg vil ikke engang sige hæve hende, men røbe noget af hendes eget jeg . . . Hendes Moder kunde aldrig faa hende til at vise mig nogen af sine Tegninger eller spille en Tone for mig. Naar jeg overraskede hende, mens hun sad og øvede sig umaadelig ivrig og opmærksomt, stansede hun brat, rejste sig fra Taburetten og spillede ikke mere . . .
— En eneste Gang satte hun sig paa Moderens Forlangende (der var Selskab) til det aabne Piano med en Offer-mine, som aldeles ikke var sød at se paa, forsikrer jeg Dem, og begyndte med afskylig tvære Fingre at spille et eller andet Stykke. Jeg stod ved Kaminen og iagttog hende hemmelig. Hun sad med Ryggen til mig, og der var ikke noget Spejl foran hende, hvori hun kunde se, at jeg saa paa hende . . . . Pludselig rettede hun sig i ryggen (hun havde i Regelen en daarlig Holdning, og hendes Moder sa ofte til hende: — Hvis du vedblir at holde dig saa rund i Ryggen, faar du tilslut en Brystsygdom) — pludselig rettede hun sig i Ryggen, som om mit Blik havde knust hen-
