med Pandesmykker —; den dannede sammen med hendes to brændende Øjne, hvis Farve man ikke kunde skjelne for deres luende Glans, ligesom en Trekant af Rubiner! Slank, men dog kraftig, ja majestætisk, som skabt til at være en Kyradserobersts Hustru — hendes Mand var dengang bare Eskadronchef ved det lette Kavaleri — og skjønt helt igjennem den fornemme Dame, var hun sund som en Bondepige, hvis Hud drikker Solskin, og hun havde ogsaa det indsugede Solskins Glød baade i sin Sjæl og sine Aarer — ja, det var altid tilstede og altid rede . . . Men nu kommer det foranderlige! Det kraftige, naive Væsen, denne Skabning, der var purpurstraalende og uforfalsket som selve det Blod, der rødmede hendes smukke Kinder og Arme, var — kan De forstaa det ? — saa klodset til Kjærtegn . . .“
Her sænkedes nogle Par Øjne, men de løftede sig snart skjælmsk igjen.
„Ligesaa klodset i sine Kjærtegn som hun var uforsigtig i sin Opførsel ude blandt Folk — vedblev Ravila, som ikke indlod sig videre paa Forklaringen. Den Mand, som elskede hende, maatte uafladelig indprente hende to Ting, som hun forresten aldrig lærte . . . ikke at forløbe sig ligeoverfor en altid væbnet og altid uforsonlig Selskabskreds og i det intime Samvær at vise den store Elskovens Kunst, som gjør, at Kjærligheden ikke dør. Hun elskede imidlertid, men Elskovens Kunst kjendte hun ikke . . . . Hun var en Modsætning til saamange andre Kvinder, der bare kjender Kunsten! — For at kunne forstaa og udføre Fyrstens Politik, maa man allerede være en Borgia. Borgia gaar forud for Machiavelli. Den ene er Digteren, den anden Kritikeren. Men hun var aldeles ingen Borgia. Hun var en skikkelig forelsket og, trods sin kolossale Skjønhed, naiv Kvinde, akkurat som den lille Pige paa Maleriet over Døren, der er tørst og vil øse Vand op af Kilden med sin Haand og som aandpusten lader det altsammen rinde ud mellem Fingrene paa sig og blir staaende aldeles forvirret . . .
„Den var forresten næsten nydelig Modsætningen mellem den forvirrede Klodsethed og den kraftige lidenskabelige Kvinde, som i Selskabslivet vilde have skuffet saa mange Iagttagere — som ejede alt, hvad Kjærligheden kan give, endog Lykken; men som ikke var istand til at vise den, saaledes som man viste hende den. Imidlertid var jeg dengang ikke tilstækkelig kontemplativ til at kunne nøjes med denne Kunstnerglæde, og det var da ogsaa Grunden til, at hun visse Dage blev lunefuld, jaloux og heftig — alt hvad man er, naar man elsker, og hun elskede! Men al hendes Jalousie, Lunefuldhed og Heftighed druknede i hendes uudtømmelige Hjertensgodhed ved første Lejlighed, hvor hun vilde gjøre ondt eller hvor hun indbildte sig at gjøre det — hun var uduelig til at saare som til at kjærtegne! Hun var en egen Slags Løvinde, som indbildte sig at ha Klør og som, naar hun saa vilde strække dem ud, aldrig kunde opdage dem i sine dejlige Fløjlspoter. Det var med Fløjl hun kradsede!
Hvor vil han dog hen? sagde Grevinde de Chiffrevas til sin Naboerske — for dette kan da umulig være Don Juans skjønneste Kjærlighed!
Alle de indviklede Væsener kunde ikke tro paa en saadan Enkelthed!
— Vi levede altsaa — vedblev Ravila — i et intimt Samliv, hvor der vel af og til var Storme men aldrig sønderrivende Splittelser, og vor Fortrolighed var aldeles ingen Hemmelighed for nogen i denne Provinsby, som man kalder Paris . . . Markisen, hun var nemlig Markise . . .
Der var hele tre tilstede ved Bordet og alle tre havde de brunt Haar. Men de blinkede ikke. De vidste altfor godt, at det ikke var dem, han snakkede om. Det eneste Fløjl som fandtes paa dem alle tre, sad paa dens enes Overlæbe — en sanselig rød Læbe, som for Øjeblikket udtrykte en ganske vellykket Foragt, forsikrer jeg Dem.
— . . . og tre Gange Markise tilmed, ligesom Paschaerne kan være Paschaer af tre Haler! vedblev Ravila, som blev livlig.
Markisen var af den Slags Kvinder, som ikke forstaar at skjule noget, som ikke kan, selv naar de gjerne vil! Selv hendes Datter, et Barn paa tretten Aar, lagde, trods sin Uskyldighed, bare altfor godt Mærke til Moderens Følelser for mig. Jeg ved ikke, hvad det er for en Digter, som har opkastet det Spørsmaal, hvad vel Døtrene af de Mødre, vi har elsket, tænker om os. Det er et dybsindigt Spørsmaal, som jeg ofte har gjort mig selv, naar jeg opdagede det mørke, truende Spionblik, som lurede paa mig dybt i den lille Piges store, dunkle Øjne. Det sky, tilbageholdne Barn, der som oftest gik ud af Stuen, naar jeg kom, eller satte sig saa langt fra mig som muligt, naar hun var nødt til at bli inde, nærede en næsten krampagtig Rædsel for min Person . . . hun forsøgte at skjule den hos sig selv, men den var stærkere end hun og røbede hende. Det la sig for Dagen i de umærkeligste Smaating, hvoraf dog ikke én undgik mig. Selv Markisen, som ikke var nogen fin Iagttager, sa uafladelig til mig:
— Vi maa passe paa, kjære Ven. Jeg tror, min Datter er jaloux paa Dem.
— Jeg passede meget mere paa end hun.
— Jeg vilde ligesaa meget ha mig frabedt, at den Lille skulde kikke mig i Kortene, som om hun havde været Djævelen i egen Person. Men hendes Moders Spil var fuldstændig gjennemskueligt. Man kunde se alt i hendes Ansigts straalende Spejl, der saa ofte var fordunklet. Og efter Arten af Datterens Had kunde jeg ikke la være at tro, at hun havde opdaget sin Moders Hemmelighed af en eller anden altfor tydelig Sindsbevægelse, eller af et Blik, der ufrivillig var blet altfor badet i Ømhed. Hun var, hvis De vil vide det, et uanseligt Barn, der sletikke hørte hjemme i den glimrende Verden, hvori bun var født; hun var styg, selv efter Moderens Mening, men hun holdt bare saameget mere af hende af den Grund; hun var som en liden, forbrændt Topas . .! hvad vilde jeg sige? et Slags Udkast til en Statue i Bronse, men med et Par sorte Øjne . . . En ren Trolddom! Og som senere . . . !
Han stansede efter denne Lynstraale, som om han gjerne vilde slukke den igjen og allerede havde sagt for meget. Paa alles Ansigter stod nu en almindelig, aabenbar og spændt Interesse at læse, og frem mellem Grevindens smukke Tænder trængte sig endog følgende Udtryk for lettet Utaalmodighed:
— Endelig!
