Don Juans skjønneste
Kjærlighed.
Af J. Barbey d'Aurevilly.
IV.
Jeg har ofte hørt sige til Filosofer, der utrættelig undersøger Livet — sagde Grev de Ravila — at den stærkeste Kjærlighed hverken er den første eller den sidste, men den anden. Hvad Kjærlighed angaar, saa er alting sandt og alting falsk, og det har forresten ikke holdt Stik med mig . . . Hvad De beder om, mine Damer, og hvad jeg skal fortælle iaften, gaar tilbage til min Ungdoms fagreste Tid. Jeg var ikke netop, hvad man kalder Yngling, men jeg var en ung Mand og — som en gammel Onkel af mig, der var Maltesarridder, udtrykte sig, for at betegne den Alder — jeg havde endt mine Togter. Jeg var alt saa i min fulde Manddomskraft og stod ogsaa i fuld Forbindelse, som Italienerne saa smukt udtrykker sig, med en Dame, som de alle kjender og har beundret . . .
Det Blik, de kastede paa hverandre alle paa engang, hver især paa hver af de andre — hele denne Flok af Kvinder, der indsugede hvert af den gamle Slanges Ord — det maa man ha set, det kan ikke beskrives.
— Hun var — vedblev Ravila — det mest fremragende, man kan tænke sig, i alle de Betydninger man kan bruge Ordet. Ung, rig, med et udmærket Navn, smuk, vittig, med en frodig Kunstsans, og dog naturlig — som man er naturlig i vor Kreds, naar man i det hele tat er det . . . Forøvrigt havde hun ingen andre Ønsker i Verden end at behage mig og ofre sig for mig, at være den ømmeste Elskerinde og bedste Veninde.
Jeg tror ikke, jeg var den første hun havde elsket . . . Hun havde allerede elsket en Gang før og det var ikke sin Mand, men det havde været ærbart, platonisk, idealt, med den Slags Kjærlighed, som mere øver end griber Hjertet, som forbereder det til den følgende Kjærlighed, der altid snart afløser den. Kort sagt en Slags Prøvekjærlighed, lig den saakaldte hvide Messe, som de unge Præster fremsiger for at øve sig i at læse den rigtige Messe, den hellige Messe fejlfrit . . . Da jeg dukkede op i hendes Liv, var hun endnu ikke kommen ud over den hvide Messe. Det var mig som blev den rigtige og hun lærte den nu med alle tilhørende Ceremonier og saa pragtfuldt som en Kardinal.
Dette Udtryk frembragte den yndigste Ring af Smil paa de tolv dejlige opmærksomme Munde, ligesom den bølgende Cirkelbevægelse paa en Indsjøs klare Overflade . . . Lynsnart, men henrivende! . . .
— Det var virkelig et usædvanligt Menneske! — vedblev Ravila. Jeg har sjelden set saa megen sand Godhed og Medlidenhed, saa mange udmærkede Følelser, selv i Lidenskaben, der, som De ved, ikke altid er god . . . . Jeg har aldrig seet mindre Kneb, mindre Snerperi og Koketteri, to Egenskaber, der saa ofte findes i vild Forvirring hos Kvinden, paa samme Maade som en Hespel Garn, Katten har havt fat i. Der var intet af Katten i hende. Hun var, hvad disse Satans Bogmagere, som smitter os med sine Talemaader, vilde kalde en primitiv Natur, afslebet ved Civilisationen; men hun havde bare dens henrivende Pragt og ikke en eneste af de smaa Fordærvelser, som forekommer os endnu mere henrivende end Pragten . . .
— Var hun brunet? — busede pludselig Hertuginden ud, hun var utaalmodig over al den metaphysiske Tale.
— Ah! hun staar ikke tydelig nok for Dem! — svarede Ravila fint. Ja, hun var brunet saa brunet, at hendes Haar var sort som Aagat, det sorteste Menneskespejl, jeg nogensinde har set skinne paa et Kvindehoveds blanke, yppige Runding; men hun var Blondine af Tejnt — og det er efter Tejnten og ikke efter Haaret man skal dømme om én er blond eller brunet — tilføjede den Iagttager, som ikke havde Kvinderne alene for at tegne deres Portrætter. — Det var en Blondine med sort Haar . . . .
Alle de blonde Hoveder rundt Bordet, som bare havde det blonde Haar, gjorde en umærkelig Bevægelse. Det var klart, at for dem tabte allerede Historien betydelig i Interesse.
„Hendes Haar var som Natten“ — vedblev Ravila — „men det omgav selve Morgenrødens Ansigt, ti hendes Ansigt straalede af en rødmende, blændende, sjelden Friskhed, der havde holdt sig Paris’ Natteliv, som hun havde levet midt oppe i i aarevis, og som forbrænder saamange Roser i sine Kandelabres Ild. Det saa ud, som om de bare havde stukket hendes i Brand, saa næsten lysende brændte Rødmen paa hendes Kind og Mund! Deres dobbelte Glans stemte forresten godt med den Rubin, hun i Regelen bar i Panden — paa den Tid brugte man nemlig Frisurer
