støttet i Haanden og Albuen paa Bordet, andre lænet tilbage mod Stoleryggen og med Viften foldet ud mod Munden. Alle bombarderede de ham med kaade, forskende Blikke.
— Ja, hvis De absolut vil . . . ., sagde Greven nonchalant, som en, der ved, at Forventningen ophidser Begjæret.
— Absolut! — sagde Hertuginden og saa paa sin Desertknivs gyldne Egg — som en tyrkisk Hospodar vilde ha set paa sin Sabelegg.
— Ja ja — sagde han stadig lige nonchalant.
De var lutter Opmærksomhed, mens de sad og stirrede paa ham. De spiste og drak ham med Øjnene. En Kjærlighedshistorie interesserede altid en Kvinde, men hvem ved? Kanske var der for hver af dem den særlige Tillokkelse ved den, han skulde fortælle, at det ogsaa kunde være hendes egen. De vidste, at han var altfor meget Adelsmand og Verdensmand til, at de ikke kunde være sikre paa, at han nok vilde skjule Navnene og tilsløre de altfor gjennemskuelige Detaljer, hvis det var nødvendigt, og Tanken paa det, Visheden om det gjorde, at de endmere ønskede at høre Historien. Det var mere end et Ønske, de satte ind paa det — det var et Haab.
Deres Forfængelighed vejrede Rivalinder i det Minde, som denne Mand, der maatte ha saamange og saa skjønne Minder, skulde fremmane som det skjønneste i sit Liv. Den gamle Sultan vilde endnu engang kaste Lommetørklædet . . . ingen Haand vilde ta det op, men den til hvem han kastede det, vilde føle det falde stille i sit Hjerte . . .
Og sammenlign saa, hvad de troede der vilde komme med det lille uventede Tordenskrald, han lod rulle over alle de lyttende Hoder.
