Don Juans skjønneste
Kjærlighed.
Af J. Barbey d'Aurevilly.
III.
Det var altsaa sent — det vil si tidligt! Morgenen gryede. Oppe i Taget og paa et enkelt Sted i Boudoirets rosenrøde Silkegardiner, der var hermetisk tillukkede, viste der sig en liden rund, opalfarvet Flek som et Øje, der aabnes, — den nysgjerrige Dags Øje, som gjerne vilde kike ind og se, hvad der foregik i det luende Boudoir. De souperende Ridderdamer af det runde Bord, som for et lidet Øjeblik siden havde været saa livlige, begyndte at bli sløve. Det Øjeblik er vel kjendt ved alle Soupéer, da Trætheden ovenpaa Sindsbevægelsen og den gjennemlevede Nat ligesom lægger sig over alle Ting, over Frisurerne, som synker sammen, de sinnoberrøde eller blegede Kinder, der brænder, det trætte Blik i de blaarandede Øjne, der bliver tunge, selv over Straalekredsen fra Kandelabrenes tusinde Lys, der er som Ildbuketter paa modellerede Guld- eller Bronsestilke.
Den almindelige Konversation, der længe var gaaet med Liv, som et Fjærboldspil, hvor enhver giver sit Slag med Ketseren, blev afbrudt, usammenhængende og splittet, og intet lydeligt Ord hørtes i den harmoniske Mumlen af alle de aristokratisk klingende Stemmer, som flød sammen pludrende lig Fugle i Udkanten af en Skov ved Daggry . . . da sagde pludselig en bydende, næsten uforskammet Stemme — rigtig en egensindig Stemme, som en Hertugindes bør være det — højt over alle de andre til Grev Ravila følgende Ord, der uden Tvil var Resultatet af en Samtale, som ganske sagte var bleven ført de to imellem, saa at ingen af de andre Damer, der hver snakkede med sin Naboerske, havde hørt den:
— De, som gaar for at være vor Tids Don Juan, burde rigtig fortælle os, hvilken Erobring, der har smigret Deres Stolthed som den forgudede Mand mest, og som De i dette Øjeblik anser for Deres Livs skjønneste Kjærlighed?
Saavel Opfordringen som Stemmen, der snakkede, skar brat ned i Larmen af alle de andre Samtaler og frembragte en pludselig Stilhed.
Det var Hertuginde de ***'s Stemme. Jeg vil ikke løfte hendes Stjernemaske, men De vil kanske kunne kjende hende igjen, naar jeg siger Dem, at det er den Blondine, som har den blegeste Tejnt, det blegeste Haar og de sorteste Øjne under lange, ravgale Øjenhaar i hele Saint-Germain. Hun sad som en ret færdig ved Guds højre Haand, paa højre Side af Grev de Ravilla, Festens Gud, som dennegang ikke brugte sine Fiender til Fodskammel — spinkel og ideal som en Arabesk eller en Fé, klædt i en Dragt af grønt sølvglinsende Fløjl med et langt Slæb, der snoede sig omkring hendes Stol som den Slangehale, Melusinis dejlige Krop gaar over i.
— Det er en god Ide! sagde Grevinde de Chiffrevas for som Husets Frue ligesom at understøtte Grevinden i hendes Ønske og Forslag. Fortæl os om den Kjærlighed, der staar over alle andre, De har følt eller vakt, og som De helst vilde leve om igjen, hvis det var muligt.
— Aa! jeg vilde gjerne leve dem allesammen om igjen! sagde Ravila med den romersk-kejserlige Umættelighed, som disse uendelig blaserede Mennesker ofte lægger for Dagen. Han løftede sit Champagneglas — ikke den idiotiske, hedenske Staal, man nu har begyndt at bruge, men vore Forfædres smækre slanke Glas, det eneste sande Champagneglas — det, som kaldes en „Fløjte“, kanske paa Grund af de guddommelige Melodier, det ofte vækker i vore Hjerter! — Saa lod han sit Blik glide rundt paa alle disse Kvinder, der dannede det pragtfuldeste Bælte om Bordet. — Og dog — vedblev han og satte Glasset fra sig, med et Vemod, der var forbausende hos en Nebukadnezar som han, der endnu ikke havde spist andet Græs end Café Anglais' Estragonsalater, — og dog er der altid én mellem alle ens Livs Følelser, som bestandig og jo ældre man bliver, straaler klarere i ens Erindring end alle de andre og som man gjerne vilde give dem alle for!
— Diamanten i Juvelskrinet altsaa, sagde Grevinde de Chiffrevas drømmende, kanske stirrede hun paa Facetterne i sin egen.
— Den navnkundige eventyrlige Diamant — fortsatte Fyrstinde Jable, der født ved Uralbjergenes Fod, — som forekommer i mit Fædrelands Sagn og som først er rosenrød og siden blir sort, men som vedblir at være Diamant, endnu mere straalende som sort end som rosenrød . . . — Hun sagde det med den Ynde, som er egen for hende, den lille Zigeunerske; ti hun er en Zigeunerske, som en af de smukkeste landflygtige polske Fyrster har ægtet af Kjærlighed, men som ser ligesaa fyrstelig ud, som om hun var født under Jagelounernes Vaabenskjold.
Saa brød det løs! „Aa ja!“ — raabte de allesammen. — Fortæl os det, Greve! — tilføjede de lidenskabeligt, allerede næsten bønfaldende og dirrende af Nysgjerrighed helt ud i Nakkens krusede Lokker; de krøb sammen Skulder mod Skulder, nogle med Kinden
