II.
Hvad jeg havde sagt til den gamle Markise Guy de Ruy var den rene Sandhed. Det var knapt nok tre Dage, siden at et Dusin Damer fra den dydige Forstad Saint-Germain (de kan være ganske rolige, jeg skal ikke nævne deres Navne), som alle tolv ifølge Fruentimmersladderen ikke havde negtet Grev Ravila des Ravilés noget, havde faat den besynderlige Idé at invitere ham til en Souper — som ene Herre — for at fejre . . . . hvilket? Ja, det sagde de ikke.
En saadan Souper var meget vovelig, men Kvinderne der enkeltvis er fejge, blir dristige i flokkevis. Kanske havde ikke én af dem, der deltog i denne Kvindesouper, havt Mod til at invitere Grev Jules-Amedée-Hektor til at spise paa Tomandshaand hjemme hos sig selv, men sammen, og den ene dækket af den anden, var de ikke ræd for at danne Mesmers magnetiske Ring omkring den magnetiske og kompromiterede Mand, Grev Ravila des Ravilés . . . .
— Hvilket Navn![1].
— Et Navn, som Forsynet har givet ham, Frue . . . Grev de Ravila des Ravilés, som i Parantes sagt altid havde lystret sit bydende Navns Instruxer, var i Virkeligheden en Legemliggjørelse af alle de Forførere, som omtales i Romanerne og Historien og selv Markise Guy de Ruy — en gammel Grættenpind med kolde, hvasse Øjne, der dog var mindre kolde end hendes Hjerte og mindre hvasse end hendes Vid — indrømmede, at hvis der i vor Tid var nogen, som skulde kunne minde om Don Juan, maatte det være ham! Men desværre Don Juan i femte Akt. Fyrsten af Ligne kunde aldrig faa i sit aandrige Hoved, at Alcibiades nogensinde var bleven femti Aar. Ogsaa i den Retning traadte Grev de Ravila i Alcibiades’ Fodspor. Som d’Orsai, den Dandy Michel-Angelo har modelleret i Bronce, der vedblev at være smuk lige til sin sidste Time, var Ravila ogsaa i Besiddelse af den Skjønhed, som er ejendommelig for Don-Juan-Racen — den mystiske Race, der ikke fortsættes fra Fader til Søn, som andre, men dukker op her og der i Menneskeslægten med visse Mellemrum.
Det var ægte Skjønhed, den trodsige, muntre, kejserlige Skjønhed, den Don Juanske Skjønhed, kort sagt, Ordet er udtømmende og overflødiggjør Beskrivelse; og — han havde kanske indgaat en Pagt med Djævelen? han besad den stadig . . . Men Gud tog sit Mon igjen: Livets Tigerklør begyndte at ridse Mærker i hans guddommelige Pande, som var kranset af saamange Læbers Roser, og i hans brede, frække Tindinger viste sig de første hvide Haar, der bebudede Barbarernes nærforestaaende Indtrængen og Kejserdømmets Fald . . . Han bar dem forresten med den hovmodige Tro, som Bevidstheden om hans Magt skjænkede ham; men de Kvinder, der havde elsket ham, betragtede dem ofte med Vemod. Hvem ved, maaske saa de paa hans Pande, hvad Klokken var slagen for dem selv? Ak, for dem som for ham var det nu Tiden til det frygtelige Aftensmaaltid med den kolde, hvide Marmorkommandant, efter hvilket der kun gives ét: Helvede — Alderdommens Helvede, saalænge til det andet kommer! Derfor var det kanske ogsaa, at de, inden de skulde dele det sidste, bitre Aftensmaaltid med ham, selv fandt paa at berede ham ét og at de gjorde et Mesterværk ud af det.
Et Mesterværk af Smag og Finhed, parisisk Luxus, Raffinement og herlige Paafund, den mest henrivende, delikate, lækre, berusende og især den originaleste Souper man kunde tænke sig. Original! ja, betænk bare! I Regelen er det Glæden og Trangen til at more sig, som indbyder til Souper; men her var det Mindet, Savnet, ja næsten Fortvilelsen, men en Fortvilelse i fuldt Toilette og skjult under Latter og Smil, som ønskede denne ene Fest endnu, denne sidste Daarskab, denne ene letsindige Flugt mod Ungdommen, der for en Time vendte tilbage, denne ene Beruselse, for at det saa skulde være forbi for altid . . .
Værtinderne ved den forunderlige Souper, der stemmede saa daarlig overens med de fejge Skikke i deres egen Selskabskreds, maatte føle noget lignende ved den, som Sardanapal paa Baalet, da han havde stablet sine Koner, Slavinder, Heste og Juveler, hele sit Livs rige Overflod sammen, for at alt skulde dø med ham. De samlede ogsaa alle sit Livs Rigdomme ved denne hede, fortærende Soupér. De medbragte alt, hvad de ejede af Skjønhed, Aand, Vid, Smykker og Magt for at udøse det altsammen paa én Gang i denne sidste Opblussen.
Den Mand, for hvem de omgav og smykkede sig med den sidste Ild, betød i deres Øjne mere end hele Asien i Sardanapals. De koketterede for ham, som aldrig nogen Kvinde har koketteret for nogen Mand, som aldrig nogen Kvinde har koketteret for en fuld Salon, og deres Koketteri blev endnu mere opildnet ved den Skinsyge, som man skjuler i Selskabslivet, men som de her absolut ikke behøvede at skjule, ti de vidste allesammen, at han havde tilhørt hver især af dem, og den Skam, som deles af alle, er ikke mere nogen Skam. Det gjaldt for dem alle, hvem der kunde udrette mest i hans Hjerte, inden hans Gravskrift skulde hugges.
Grev de Ravila paa sin Side følte den Aften den samme mætte, overlegne, nonchalante Gourmandevellyst, som en Sultan eller en Nonneskriftefader føler. Han sad som en Konge — som Mesteren — midt for Bordet, ligeoverfor Grevinde Chiffrevas og lod sine Øjne, der var blaa som Helvede og som saamange stakkars Væsener havde troet var blaa som selve Himmelen, glide rundt Bordet, der var belæsset med Krystal, brændende Voxlys og Blomster, — rundt paa den straalende Kreds af tolv Kvinder, der alle var klædt med udsøgt Raffinement og som udfoldede enhver Nuance af Modenhed, ligefra den udsprungne Roses zennoberrøde til den ravfarvede Drueklases matte Guld.
Her fandtes intet af den zartgrønne Ungdom, ingen af de smaa Frøkener, som Byron afskyede, og som smager af Tærter; her var kun den pragtfulde fyldigtsmagende Sommer, den frodige Høst, udfoldelsen og Yppigheden; blændende Barme der vuggede sit majestætiske Højvande ved Kjolelivenes aabne Bredder; og under de nøgne Skuldres Kaméer, Arme af alle Former, men især kraftige Arme med saadanne Sabinerindemuskler, der har kjæmpet med Romerne, og som vilde være istand til til at slynge sig om Hjulaxen paa Livets Sejersvogn for at stanse den.
Jeg nævnte Paafund. Et af de mest henrivende ved Souperen bestod i, at den blev serveret af Kammerpiger for at det ikke skulde kunne siges, at noget havde forstyrret Harmonien ved denne Fest hvor Kvinderne var de eneste Dronninger, siden de præsiderede ved den . . . Den ædle Herre Don Juan — af Ravilaslægten — kunde altsaa bade sit Blik i et Hav af levænde, straalende Former, som Rubens fremstiller dem paa sine fede, kraftige Malerier, men han kunde ogsaa beruse sin hovmodige Sjæl i alle disse Hjerters mere eller mindre grumsede Luft. Sagen er, at paa Bunden er Don Juan, hvormeget der end taler derimod, en kras Spiritualist! Han er det paa samme Maade som Djævelen, der elsker Sjælene endnu højere end Legemerne og som endog med Forkjærlighed driver Handelen med de første. — Den afskyelige Slavehandler!
Alle disse Damer, der var aandrige, adelige og besad den ægteste Saint-Germain-Tone og som iaften var dristige som Pagerne ved det kongelige Hof, den gang der endnu fandtes Pager og et kongeligt Hof, udfoldede en gnistrende Aandfuldhed, et Liv, en Fyrrighed, en uforlignelig brio. De følte, at de overstraalede sig selv paa sine mest vellykkede Aftener. De følte sig i Besiddelse af en ukjendt Kraft, der steg op fra Dybet af deres Sjæl, og hvis Tilstedeværelse de indtil da aldrig havde anet.
Lykken over denne Opdagelse, Følelsen af en tre Gange fordoblet Livskraft; endnu mere de fysiske Paavirkninger, som er saa afgjørende for nervøse Folk; det stærke Lys, den gjennemtrængende Duft fra alle Blomsterne, der visnede i en Luft, som var altfor hed for dem. Af de mange smukke Legemers Udstrømninger; de hidsende Vine, Tanken paa denne Souper, der netop havde den pikante Smag af Synd, som Neapolitanerinderne forlanger for at kunne finde sin Sorbet fortrinlig; den pirrende Tanke at være medskyldig i den lille Forbrydelse: en vovet Souper — ti den var ganske vist meget vovet ja, men den flød aldrig vulgært ud i det Skamløse, den var og blev en Saint-Germain-Souper fra det 19de Aarhundrede, hvor der ikke gled en Knappenaal ud af alle de bedaarende Kjoleliv, bag hvilke der slog Hjerter, som alle havde været i Ilden og holdt af at lege med den endnu —; alt dette i Forening spændte den mystiske Harpe, som alle de henrivende Væsener har i sig, saa stærkt som den kunde spændes uden at briste, og til der klang vidunderlige Akkorder og Greb af ubeskrivelig Tonevigde . . . Det maatte være løjerligt alt dette, ikke sandt? Mon Ravila en Dag vil nedskrive dette enestaaende Blad af sine Erindriger? . . . Det er et stort Spørsmaal, men han alene kan gjøre det . . . Som jeg ogsaa sagde til Markise Guy de Ruy, var jeg ikke tilstede ved Souperen, og naar jeg nu skal meddele nogle Smaa ting fra den og fortælle den Historie, den sluttede med, saa er det fordi jeg har hørt det af Ravila selv, som, tro mod Don Juanslægtens ægte, gamle Indiskretion, gjorde sig den Ulejlighed at fortælle mig det en Aften.
- ↑ Ravelir: nedværdige, beskjæmme. O. A.
