Kongen sendte da Sagen tilbage til den norske Regjering; om Bring synes der ikke at have været videre Tale. Regjeringen, som i sin Indstilling angaaende Schouw havde erklæret: „Vel have vi søgt at træsfe et saadant Valg, som kunde være til Fordel for Videnskaberne og til Ziir for Universitetet, idet vi have gjort nogle ved Kundskaber udmærkede Mænd passende Tilbud, men vore Bestræbelser have hidtil vist sig forgjæves“, – maatte da atter søge efter skikkede Mænd. Hielm, som var den nærmeste til at faa fast Ansættelse, erklærede sig dertil uvillig, medmindre han som Professor ogsaa kunde vedblive som Advokat, Noget, som man fandt uheldigt. Han ansøgte, for det Tilfælde, man ei vilde indgaa paa hint Vilkaar, om Entledigelse fra sin Konstitution, og denne blev ham derfor – efter nogen Forhaling – i Naade meddelt under 23de Marts 1816 fra Halvaarets Slutning.
Grunden til, at Regjeringen, som først forhalede Hielms Entledigelse, nu gik ind paa den, var, at Anstrængelserne endelig kronedes med Held, og det inden Landets egne Grændser. Den 23de Marts 1816 fik Fakultetet sine første faste Lærere, – idet nemlig daværende Assessor ved Kristianssands Stiftsoverret, samt Lagthingspræsident Lorents Lange (f. paa Hedemarken 1783, Kand. 1805, 1810 Assessor i Overretten, † 1860) udnævntes til Professor, og daværende Overretsprokurator i Throndhjem, Advokat Henrik Nikolai Steenbuch (f. i Melhus 1774, Kand. 1810, 1812 Prøveprof. i Helsingør 1814, Prof. i Throndhjem, † 1839) til Lektor i Lovkyndighed. Om Lange heder det i Regjeringens Indstilling, at han havde erklæret sig villig til at modtage en fast Lærerpost, naar han med det samme kunde blive udnævnt til Professor; „han havde udmærket sig paa den akademiske Bane og siden vist sig som en duelig Embedsmand“. Om „Advokat“ Steenbuch heder det derimod, at han havde „ytret ønske“ om at blive ansat som „Docent“ og i den Anledning-
