standene for den økonomiske Statsvidenskab, som Finantsvæsenet, Beskatningssystemet, Leilændingsvæsenet, Udskiftnings- og Udparcelleringsprincipet, Betingelserne og Grændserne for Næringsveiene, der skarpest fremtræde i Modsætning mellem Kjøbstad, Ladested og Land, – Bank- og Myntvæsenet o. s. v., for at overbevise sig om, hvilken Masse af positive Forudsætninger og juridiske Indsigter man maa være i Besiddelse af, for at sætte Statsøkonomiens Grundsætninger i en organisk Forbindelse med de hos os bestaaende Forholde. Blot til at forstaa et Lovgivningsværk, som Loven af 1ste Juli 1816, der udgjør Grundlaget for en vigtig Side i vort Beskatningsvæsen, udkræves der et Apparat af juridisk Kundskab, der ikke kan erhverves uden ved et alvorligt Studium i den store Række af Anordninger, der ere Kilderne til vor nu bestaaende Retstilstand. Men Erhvervelse af tilstrækkelig Raadighed over det positive Stof, der paa engang danner Udgangs- og Slutningspunktet for den praktisk-økonomiske Lære, vil blive særdeles vanskelig for Enhver, der ikke har gjort Retsvidenskaben til sit Studium, og derved er bleven saa bevandret i vore Institutioner og deres Kilder, at han føler sig paa sit eget Gebet, naar der spørges om at bringe Rede i Lovgivningen. Vor Ret er endnu ikke bearbeidet paa den Maade og i det Omfang, at man ved at flaa efter i juridiske Skrifter kan finde hvad man ønsker at vide, og denne Mangel paa juridisk Bearbeidelse træffer just de Partier af Lovgivningen, som gaa ind paa Statsøkonomiens Gebet. Her haves i Almindelighed ingen anden Udvei, end at gaa til Kilderne, der ofte strække langt oppe i Tiden, og hvori der hersker stor Urede.“
I Slutningen af deres Betænkning anføres, „at man efterat Retsstudiet er kommet i den Gang, at en stor Del af de talentfuldeste akademiske Borgere vælge dette Fag, ikke vil være i Forlegenhed med i heromhandlede Anledning at bringe unge kvalisicerede Mænd i Forslag“, og har Fakultetet som saadanne „der ved
