falet af alle Autoriteter. Fakultetet erklærede det som sin „enstemmige Overbevisning, at Hr. Schweigaard ved sin aflagte Prøve i Lovkyndighed ikke blot har bevist ualmindeligt Forraad af forberedende Kundskaber, udmærket Flid og Opfatningsevne, men tillige en selvstændig og omfattende videnskabelig Anskuelse, og i det Hele et videnskabeligt Anlæg, der hører til det Overordentlige, og i Forbindelse med hans bekjendte Fasthed og Alvor i Arbeide berettiger til de skjønneste Forhaabninger baade for Videnskaben og Fædrelandets Hæder . Fakultetet ytrede med det samme det Ønske, „at Schweigaard saasnart som muligt maatte kunne blive ansat ved Universitetet som Lærer i Lovkyndighed, da man maa anse det at være af høieste Vigtighed for Staten, at konservere for denne Stilling en Mand med faa udmærkede Evner.“ Ogsaa for dette Øiemed vilde en Udenlandsreise være særdeles ønskelig, og „Fakultetet tror, at kunne gaa i Borgen for, at Fædrelandet, saafremt Forsynet vil bevare for det denne udmærkede Mand, skal i Tiden høste rigelige Frugter af, hvad der paa hans Dannelse vil blive anvendt.“
Universitetets Prokantsler, Grev H. Wedel-Jarlsberg, erklærede, at han kjendte „Supplikanten som en særdeles udmærket haabefuld ung Mand, hvoraf Fædrelandet kan vente fortrinlig Ære og Gavn“. „Det maa derfor efter min Overbevisning i høi Grad interessere Riget i Almindelighed og Universitetet i Særdeleshed, at ham gives Anledning til endvidere at uddanne og forøge sine udmærkede Talenter og Kundskaber ved udenlandske Reiser, og det skulde være saare beklageligt, om Regjeringen ikke skulde finde Midler dertil“.
Det var imidlertid meget vanskeligt for Regjeringen, trods al anvendt Umage, at finde disse Midler, da der dengang endnu ikke gaves nogen særlig Bevilling til saadant Øiemed. Finantsdepartementets Chef, J. Collett, til hvem Kirkedepartementet henvendte sig, maatte, skjønt meget mod sin Vilje, svare,
