Side:Aubert - De norske Retskilder.djvu/31

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ogsaa ment at styrke sin egen og sine Institutioners Grundvold. Denne Tanke kommer især skarpt frem i Edens religiøse Charakter.

I vor Tid er det forlængst almindelig erkjendt, at det ikke er den Hellige Skrifts Opgave at være en Kilde for den borgerlige Lovgivning. Ligeledes gjør nu den Erkjendelse sig stedse mere gjeldende, at de religiøse eller kirkelige Pligter – medmindre de falde sammen med de moralske – ikke bar søges overholdte ved verdslige Tvangsmidler. Og ialfald i de Lande, hvor ikke Folkets store Masse tilhører et og samme Religionssamfund, gaar Udviklingen endog overhovedet i den Retning, at Staten unddrager Religionen og Kirken enhver fortrinlig Beskyttelse. Noget Andet er det, at de religiøse Interesser ogsaa i saadanne Lande gaa ind under de berettigede private Interesser, som Retsloven værger mod Indgreb.[1]

Den ovennævnte Erkjendelse maa ogsaa indrømmes i sin Almindelighed at være mest stemmende med Christendommens Væsen («Mit Rige er ikke af denne Verden»). De fleste i den Hellige Skrift indeholdte Bud have sin fulde og rette Betydning, om det end overlades det enkelte Menneske selv eller ialfald kun de religiøse Samfund at vaage over deres Efterlevelse.

Den christne Lære har imidlertid grebet saa dybt ind i Menneskehedens aandelige Liv, at, selv om et Folk ganske skulde løsrive sig fra Christendommen, vilde dets Retsforfatning, der jo er en Frugt af hele dets historiske Udvikling, altid bære Vidnesbyrd om denne Indflydelse. Navnlig vilde de vigtigste christelige Moralbud vel være blandt det, som man sidst vilde kaste bort.

Af blivende Betydning for Retten er det endelig ogsaa, at enhver Religion og især Christendommen har fremkaldt Dannelsen af Religionssamfund (den synlige Kirke). Disse

  1. Derfor er ogsaa der gjerne Gudstjenestens Forstyrrelse og andre Religioners Forhaanelse belagt med Straf.