Side:Aubert - De norske Retskilder.djvu/30

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Straffelovene have forhen gaaet meget vidt for at gjennemføre de i den Hellige Skrift indeholdte Moralbud.

Men ogsaa den Del af Religionen, der strækker sig udover Moralens Omraade, har en særegen Betydning for Retten. Det har i den største Del af Menneskehedens Historie været et af Statens vigtigste Formaal at fremme en eller anden Religion, og dette har i vid Udstrækning afpræget sig i Retsinstitutionerne. I de christne Lande har hertil fornemmelig bidraget den Forbindelse, som Staten i Almindelighed har indgaaet med et af de forskjellige Kirkesamfund Navnlig maa det her fremhæves, at den mangesteds, især forhen, strengt gjennemførte Statskirkeform har gjort dere herhen hørende – altsaa ikke blot moralske – religiøse eller kirkelige Pligter til Retspligter, der saaledes udvortes have været overholdte ved de almindelige verdslige Tvangsmidler. Ikke alene have de ældre Straffelove været stærkt paavirkede heraf (f. Ex. hos os Christian V.s N. L. 6. 1–3 jfr. endnu Crll. 8–1); men ogsaa almindelige borgerlige Rettigheder have været og ere tildels endnu gjorte afhængige af en vis Religionsbekjendelse (Grdl. § 92) eller af christelige (Daab som Betingelse for Arveret efter N. L. 5. 2. 30) eller kirkelige (f. Ex. Konfirmation og kirkelig Vielse som Vilkaar for at indgaa Egteskab inden Statskirken) Pligters Iagttagelse.[1] Det vilde dog være vildledende at opfatte saadanne Retsregler blot som en Beskyttelse for Religion og Kirke. Staten har derved

  1. Her er sondret mellem almindelige christelige Pligter og saadanne, der nærmest maa opfattes som Pligter mod det enkelte Kirkesamfund og af denne Grund overholdes ved den med Kirken forbundne Stats Hjælp (kirkelig Pligt). Som Exempel paa det første er anført Daaben som Vilkaar for Arveret (hævet for Norge ved Arvel. 31 Juli 1854, jfr. for Danmark Fdn. 5 Juni 1828); thi det var ikke Daab inden et vist Kirkesamfund, som krævedes, men enhver christelig Daab var tilstrækkelig, ligesom paa den anden Side de, der vare udøbte, fordi de tilhørte en hedensk Religion eller forkastede Barnedaaben (jfr. dog Dissenterl. 1845 § 18), maatte antages udelukkede fra Arv. – Derimod er Vielse nu af Lovgivningen væsentlig opfattet som kirkelig Pligt, da det kun er Vielse inden Statskirken, sum er tilstrækkelig, medens Egteskab mellem Personer, hvoraf ingen tilhører Statskirken, maa stiftes borgerligt.