almindelige Handlinger, som Retten blot i de groveste Tilfælde har kunnet overkomme at ramme (f. Ex. Løgn, Usædelighed). Omvendt er der retslige Institutioner, som vistnok kunne bruges paa en mere eller mindre moralsk Maade, men hvis ordning er Moralen uvedkommende. Dette gjelder meget vigtige Regler, saaledes mange af dem, som organisere Statsmagten eller anden offentlig Myndighed, de fleste «almennyttige Indretninger», Rettergangsformerne, den formelle Side ved forskjellige formueretslige Institutioner, f. Ex. Thinglysningsvæsenet, for ikke at tale om Ordens- og Sikkerhedspolitiet.
Retslovens Opgave er nemlig ikke indskrænket til at værne om Samfundets Moral. Den strækker sig ogsaa til at forebygge de mangfoldige Skadetilføjelser eller Tvistigheder, som kunne fremkomme ligesaavel ved Uvished om den retslige Betydning af egne eller Andres Handlinger som ved ond Vilje. Den omfatter ligeledes organisationen af den menneskelige Fællesvirksomhed overalt, hvor en saadan af Forholdene paakaldes. Den har at ordne Samfundets hele udvortes Liv, saaledes, at ethvert berettiget menneskeligt Formaal saavidt muligt kan blive fremmet, først og fremst gjennem den Enkeltes frie og af Retten tilstrækkeligt beskyttede Virksomhed, men, hvor denne ikke slaar til, gjennem Alles vel organiserede Fællesbestræbelser.[1]
5. I Rettens Opgave, at ordne Menneskenes udvortes Forhold, ligger ogsaa Forskjellen mellem Ret og Religion. Ogsaa her er der imidlertid vigtige Berøringspunkter, som paa dette Sted fortjene at fremhæves.
Hvad saaledes først den religiøse Moral angaar, da er Retslovens Forhold til denne et lignende som til Moralen overhovedet. Navnlig har den christelige Moral havt en stor Indflydelse paa de christne Folkeslags Retsforfatning, og især
- ↑ Christian V har derfor havt en altfor snever Opfattelse, naar han i Lovbogens Fortale kun anser Love fornødne, „fordi ikke alle Mennesker ere retsindige“; hans Ord passe egentlig kun paa straffelove. – Slgn. forøvrigt med den ovenstaaende Fremstilling Bornemann alm. Rets- og Statslære i Saml. Skrifter I. p. 32–38.
