ralske Grundsætninger hvile paa Menneskets Natur; de ere egentlig lige fuldt gyldige, om de end nægtes Anerkjendelse. Men den naturlige Retfærdigheds Fordringer blive kun til virkelige Retsregler derved, at de anerkjendes af Samfundet, – (herom mere under No. 6). Men heraf dyder det igjen, at Retten bliver forskjellig inden de forskjellige Samfund og til de forskjellige Tider, medens Moralen strengt taget altid og overalt er den samme A Med alt dette hænger det atter sammen, at Retsreglerne blive meget mindre smidige i sin Anvendelse end Morallovens Grundsætninger. I Almindelighed omfatter nemlig enhver Retsregel en uendelig Række af Tilfælde, der ere forenede ved de Kjendemærker, til hvilke Retsreglen er knyttet, men som forøvrigt kunne være i høj Grad indbyrdes forskjellige. Det er da uundgaaeligt, at Retsreglen stundom kommer til Anvendelse paa Tilfælde, som i væsentlige Punkter skille sig fra dem, man ved dens Dannelse egentlig har havt for Øje og for hvilke den passer. En Retsregel kan altsaa, selv om den i Almindelighed er god, i enkelte Anvendelser vise sig uhensigtsmæssig, ubillig eller endog uretfærdig. Paa Grund af den menneskelige Abstraktionsevnes Ufuldkommenhed klæber denne Brest ved enhver Retsregel af noget Omfang. Den findes dog, som paa sit Sted skal forklares, i langt mindre Grad ved de sædvansmæsige Retsregler.
Mellem Ret og Moral er der saaledes vel en gjennemgribende Forskjel, men ingen egentlig Modsætning.[1] Komme de tilfældigvis i Strid med hinanden, da skriver dette sig fra en Ufuldkommenhed ved Retsreglen. De beherske i Fællesskab de eller fleste menneskelige Forholde. Dog er det langtfra, at deres Omraade fuldstændigt falder sammen. Der gives Livsforholde, der, paa Grund af den store Betydning, Sindelaget her har, væsentlig ere af moralsk Natur og saaledes enten slet ikke (f. Ex. Venskab) eller kun for en liden Del (f. Ex. Familjeforholdene) beherskes af Retsregler. Og ser man hen til Moralens Forbud saa er der endog dere udvortes slette og meget
- ↑ Om Farerne ved, med ældre Forfattere, at opstille en saadan, se Geyer Gesch. und System der Rechtsphilosophie p. 110–12 jfr. ogsaa Trendelenburg, das Naturrecht auf dem Grunde der Ethik § 45.
