1. Ret i objektiv Forstand (Retsloven), er den Ordning, som, grundet i Samfundsmagten, behersker Menneskenes udvortes Forholde og i Almindelighed opretholdes ved ydre Tvangsmidler. Den heraf udledede Beføjelse for Nogen til at handle eller af Andre at kræve Handling eller Undladelse kaldes Ret i subjektiv Forstand (juridisk Ret, Rettighed). Den tilsvarende Nødvendighed at gjøre eller undlade Noget kaldes Forpligtelse (Pligt, Retspligt). Retsforhold kaldes ethvert Forhold, som beherskes af Retten og i hvilket der er (juridiske) Rettigheder og Pligter.
Anmærkning. Det er unegteligt en Ulempe ved Ordet »Ret«, at det ikke blot bruges i den ovennævnte objektive og subjektive Forstand, men ogsaa i samme Betydning som Domstol, stundom ogsaa som Retfærdighed. Denne Flertydighed tilhører imidlertid fra gammel Tid Sproget selv, idet den findes baade i det oldnorske Sprog og i vort Bygdemaal (se Ivar Aasens og Fritzners Ordbøger). Hin dobbelte (objektive og subjektive) Betydning kjendes ogsaa i flere andre Sprog (jus, droit, Recht). Der kunde vistnok tale noget for med enkelte germaniske Sprog (Engelsk, Svensk: law, lag; international law – Folkeret, svensk lag – svensk Ret) i Stedet at optage Ordet Lov. Denne Brug af »Lov« er ikke heller ganske ukjendt hos os, ligesom leg i vort gamle Sprog (jfr. dog Finsen Om de islandske Love i Fristatstiden Pg. 121) stundom betyder det samme som réttr. Men herved vilde man kun til Gjengjeld faa en anden Tvetydighed, da »Lov« i vor juridiske sprogbrug forlængst har faaet en anden, mere speciel Betydning (lex, loi). Man bør derfor vistnok helst
