Hvad der ved Schweigaards udenlandske studiereise har størst Interesse, er det Standpunkt, som han navnlig under den kom til at indtage ligeoverfor Tydsklands Videnskab og Literatur. Det er forhen forklaret, at han fra sin første Ungdom, fra Opholdet i Ostfriesland, var bleven ualmindelig fortrolig med den tydske Literatur, der ogsaa siden, saavel i Skole- som Studenterdagene, vedblev at være en næsten daglig Læsning for ham. I de tidligere Aar synes dette alene at have været en kjær Læsning, ligesom Tydskland selv vistnok dengang stod tillokkende for ham. Men allerede i de sidste Aar før Udenlandsreisen havde han faaet Afsmag for flere Grene af dets nyere Literatur, og han havde overhovedet «lært betydelig at nedstemme sine Forventninger».[1] Under Reisens personlige Iagttagelser voxte denne Følelse til en «Indignationens Begeistring», der efterhaanden vendte sig mod «Tydskheden» i det hele.
Intet er mere betegnende for dette Forhold end, at Schweigaard med saa stor Deltagelse slutter sig til Heine, Menzel, Laube o. s. v. og deres heftige Angreb paa Samtidens tydske Aandsliv. Naar han ikke blot beroliger sig med, at hine Forfatteres overveiende negative Præg kun er en nødvendig overgang[2], men i det hele er saa sympatetisk ligeoverfor en Retning, der i sin dybeste Grund endog var hans charakter modsat, da kan det kun forklares af hans stærke Uvillie mod «Tydskheden». Schweigaard blev under Reisen stedse mere behersket af denne Følelse; det blev hans ledende Tanke «at trænge noget dybere ind i Tydskhedens mange Lyder og Brøst»[3]. Denne Tanke gjennemstrømmer ikke blot Brevene, den har ogsaa fremkaldt de to vigtigste Afhandlinger, man har fra hans Ungdom,
