kræfterne var dog fremdeles saa faa, at man naturligen var henvist til Manuduktion, som i det hele den Gang og endnu langt senere var ganske anderledes retfærdiggjort ved Forholdene end i vore Dage. Kun ganske enkelte læste uden Manuduktør. Forelæsningerne, Stangs tildels undtagne, var lidet besøgte. Studietiden var gjennemsnitlig omtrent 3 Aar eller 1 Aar kortere end nutildags.
Schweigaard havde da altsaa nu atter et langvarigt Studium foran sig før han kunde naa sit Maal. Hans økonomiske Forholde var ogsaa fremdeles temmelig vanskelige. Hans lille fra Skien opsparede Kapital var navnlig paa Grund af Bøgers Anskaffelse, allerede ud paa Høsten sit Endeligt nær, og hjemmefra havde han ikke Udsigt til at faa stort andet end Brænde. Han var imidlertid nu saa heldig for 2 Aar at blive optagen i det filologiske Seminarium, hvilket var det samme som at erholde et Stipendium paa 7 Spd. maanedlig det første og 8 Spd. det andet Aar, kun mod at besøge Seminariets Forelæsninger ca. 1 Time daglig. Med dette Stipendium[1] og nogen privat Undervisning hjalp da Schweigaard sig nogenlunde gjennem det første Semester, idet han som andre nøisomme Studenter klarede sig med 10–12 Spd. maanedlig til Kost og Logis. Han havde derfor i Begyndelsen største Delen af Dagen til sin Raadighed. Ganske anderledes blev det senere. Da han kom lidt længere hen i Studiet, nøiede han sig nemlig ikke længere med Laan af Bøger, men anskaffede sig efterhaanden selv næsten alle de literære
- ↑ Disse Seminarie-Stipendier – 8 i Tallet – inddroges i 1833. De skulde efter Reglementet af 14de August 1818 egentlig kun være for »vordende Lærere ved de lærde Skoler, forsaavidt disse have de levende Sprog tilligemed Religion og Historie at foredragen. Det var derfor i Grunden reglementstridigt, at Schweigaard fik Del i dem. Men lignende hændte ogsaa ellers stundom især ved saadanne Studenter, der var dygtige i de klassiske Sprog, naar de ei var til Fortrængsel for de egentlige berettigede.
