han mødte anmassende og uforstandig Modstand, kunde han blive utaalmodig, og Satiren kom da frem. Jeg mindes en saadan scene i Skien, hvor en ung Student var den ulykkelige Modpart.
Blandt Schweigaards Meddisciple var, som anført, P. A. Munch. Denne forekom os næsten som et Vidunder, navnlig ved sin Hukommelse. Han kunde flere Bøger af Livius og Sange af Homer udenad og havde derhos adskillige Smaatalenter, saasom for Musik, Tegning m. m., og Sprog tilegnede han sig med største Lethed. Og dog ansaaes Schweigaard for hans overmand i latinsk Stil. Schweigaard skrev, inden jeg forlod Skolen, altsaa da han havde været der henved 1½ Aar, gjerne Variation paa Stilen, og Rektor, der var hjemme i klassisk Latin, havde tilsidst fast Intet at rette. I norsk Udarbeidelse havde Schweigaard ingen Medbeiler. Hans sammentrængte Tankerigdom og sikre Logik kunde der ikke være Tale om hos hans flere Aar yngre Kammerater. I Arithmetik og Geometri kunde der blandt dem, der vare hjemme deri, efter disse Fags Natur ikke mærkes saa stor Forskjel; dog var Schweigaard blandt de Første i at løse Ligninger, og underhaanden erfarede jeg, at han var ualmindelig hurtig og sikker i Hovedregning, hvilket Fag selvfølgelig var for ringe for øverste Klasse, men som jeg oftere hørte ham med Taknemmelighed erkjende, at han i sin tidligste Barndom havde lært i Kragerø. Det er en Selvfølge, at baade Schweigaards og Munchs sjeldne Hukommelse var Gjenstand for deres Meddisciples Opmærksomhed, og man var ikke ganske paa det Rene med, hvilken der var stærkest; men man gjorde sig, som det lod, den Forestilling, at Hukommelsen hos Schweigaard kun var en Tjener, skjøndt en værdifuld Tjener for hans øvrige Evner, medens den hos Munch var det overveiende. Muligens gjorde man herved Munch ikke fuld Ret, og muligens forstod man ikke tilbørlig at vurdere Munchs historiske Gisninger og Kombinationer, der allerede paa Skolen ligesom laa ham i Blodet.
Der var selvfølgelig kun faa Adspredelser for Skolens Disciple. Jeg mindes nogle Søndage at have været sammen med Schweigaard paa Apotheket, idet Apothekerens Søn, Carl Mülertz, senere Sognepræst, var vor Klassekammerat. Rekreationen bestod mest i Spadserture, og undertiden var Rektor, der nød vor ubetingede
