Klasser, og den øverste, hvor jeg kom ind, tællede kun 4 Elever, hvoriblandt P. A. Munch, den senere bekjendte Professor i Historie. (Otto Løvenskiold, senere Høiesteretsassessor, kom – om jeg ikke feiler – først ind en god Del senere.) Efter nogen Tid ymtedes der om, at en ny Discipel til Klassen var ankommen, der havde faret tilsøes og siden været hos en Præst i Tydskland. Vor Nysgjerrighed var vakt, men vor Forundring steg endnu mere, da en Formiddag Rektor kommer ind i Klassen med et ungt Menneske, hvis Dragt og optræden ganske afveg fra, hvad vi havde tænkt os. Han saa slet ikke ud som Sømand, men var iført sort Dragt med høipullet Hat i Haanden. Dette var Anton Martin Schweigaard, dengang 16 à 17 Aar gammel. Han var endnu temmelig spinkel, noget bleg, havde sort, langt, tilbagestrøget Haar, og tog faste lange Skridt, naar han gik. Han lyttede eftertænksomt til, hvad Rektor meddelte ham. Han var øiensynlig tidlig, men ikke fuldt udviklet. Vi følte os først fremmede for ham. Det varede dog ikke mange Dage, før vi maatte erkjende, at han tilegnede sig, hvad der skulde læres, fuldstændigere og grundigere end nogen af os Andre. Og dette vedblev saaledes uafbrudt i den Tid, hvori jeg var sammen med ham paa Skolen, som jeg forlod i 1826. Ikke nogen Dag eller i noget Fag viste han sig mindre overlegen dygtig, og der var for hans Vedkommende aldrig Tale om nogen tilfældig Svaghed, endsige Forsømmelighed.
Skoletimerne optog dengang baade Formiddag og Eftermiddag, og Tiden til at læse hjemme kunde saaledes undertiden blive lidt knap. Jeg mindes, at vi engang foruden Andet ogsaa havde et langt Pensum i Herodot at gjennemgaa, hvori flere vanskelige Steder, og at jeg besluttede at indhente Schweigaards Mening, da han omtrent da samtidig vel maatte være ifærd med at forberede sig. Men ved at komme til ham fandt jeg, at han var ifærd med at studere i en græsk Lexikon, og at han allerede om Aftenen var bleven fuldt færdig med Herodot.
Det var paa denne Maade, han paaskyndede sine Studier ogsaa i de øvrige Sprog. Til Afvexling tog han selve Lexikonet fat som Lærebog, og hvad han saaledes havde lært, sad fast hos ham. Paa samme Maade havde han under Opholdet i Tydskland
