Valgsprog ogsaa i den Forstand havde en prægnant Bekræftelse, vil Ingen, der kjendte ham, tvivle paa.
I disse Aftenstunde modtog han dog imellem Besøg af en og anden af hans Lærere, eller endog af nogen af de ældre Disciple; der da havde den Lykke at høste baade Belærelse og Opmuntring af en Times samtale med denne faderlige Ven, hvis Sindsstemning stedse syntes jævn og frisk og aldrig viste sig kuet enten af den Sygelighed, som han factisk bar paa, eller af det Tungsind, som Mange kunde forudsætte hos den enslige Gamle.
Der gives, saavidt jeg ved, intet Billede af Ørns ydre Person. Han var en kortstammet, temmelig før Skikkelse, med et mere end almindeligt stort Hoved, saa stort, at han gjerne maatte særskilt bestille sine Hatte. Ansigtet var temmelig bredt og fladt, med en kort Stumpnæse; man kunde finde noget Sokratisk deri. Panden var mægtig, men skjultes for det meste, ude af en bredskygget Hat, og inde af en stor grøn Øienskjerm, som han sjelden aftog – undtagen, naar vi i vore norske eller latinske Stile havde opvartet med et selvgjort Ord, – „for at hilse“, som han sagde, „paa den nye Borger af Sproget“. Hans Dragt var stedse sirlig, i Regelen af fint blaat Klæde, hans Linned skinnende hvidt, undtagen naar der stundom i Brystet kunde lægge sig en strime af Snus, som han flittigt brugte.
I Aaret 1824 blev jeg, 13 Aar gammel, sendt til Skien og optaget i Latinskolen der, som nylig var oprettet under den dygtige og nidkjære Rektor Ørn. Skolen havde da endnu kun 2
- ↑ Forfattet efter Udgiverens Anmodning.
