Steffens’ berømte kjøbenhavnske Forelæsninger, der gjorde stærkt Indtryk paa mig, uagtet jeg vel neppe tilgavns forstod dem.
Han kjendte idethele sine Disciple, vidste, hvad der boede i dem, og hvad de duede til. Hans Forhold til dem var gjennemgribende personligt. Han kjælede vel ikke for Individua1iteten og overholdt fremfor Alt, at Enhver tilegnede sig Dannelsens faste og almengyldige Grundlag; men han vidste ved Siden deraf ogsaa at lade eiendommelige Anlæg og Tilbøieligheder komme til sin Ret, og afpasse sine Fordringer og sin hele Behandling derefter. Den Disciplin, han udøvede, havde ogsaa dette personlige Præg og kunde derfor undertiden forekomme Udenforstaaende noget vilkaarlig, idet den var forskjellig efter de forskjellige Charakterer. Hvor en lemfældig Paamindelse eller (mod visse Daarskaber) et godmodigt Drilleri var tilstrækkeligt, der anvendte han ikke den skarpe Lud, han fandt nødvendig for visse Hoveder. Egentlig, især legemlig, Straf brugte han sjelden, men da eftertrykkeligt og øieblikkeligt, uden lange forberedelser med Skoleraad o. s. v. og uden lange Straffetaler. Jeg har kun en Gang seet ham give en Ørefigen og det til en Discipel i Skolens næstøverste Parti, men det var en Ørefigen, som sagde sex, og uden at der blev talt et Ord; Grunden var i sig selv klar, og Virkningen var afgjørende.
Dette personlige Forhold og det nøiagtige Kjendskab til hver eneste Discipel, hvorpaa det var bygget, blev ham nu vistnok kun derved muligt, at det var, som sagt, en liden og ensartet Skole, hvis Discipelantal i al Fald i min Tid ikke oversteg 50. I de nymodens store skoler „for den høiere Almendannelse“, der have Disciple i Hundredevis og som paa een Gang skulle indeholde Elementarskole, Middelskole med Latin- og med Engelsklinie, Latin- og Realgymnasium, bliver Bestyrelsen let et upersonligt Bureau, og i ethvert Fald det Hele et saare indviklet Maskineri, hvor Alt maa gaa efter abstrakte mechaniske Regler. Om dette er til Fordel for den virkelige høiere Almendannelse, for Intelligentsens og Charakterens Udvikling, skal jeg her lade uundersøgt; jeg tillader mig kun at sige, at jeg for min Part takker Gud for, at jeg har gaaet paa en liden beskeden Latinskole, der havde en virkelig Rector – og da især en saadan som Ørn.
