med dette Arbeide. Her er koldt at skrive, da de her brugelige Kaminer i det høieste er tjenlige til at varme sine Fødder ved; ingen Skrivepult har jeg heller, havde De seet mig sidde skrivende i min gamle Kavai, saa vilde De have havt ondt af mig; imidlertid er Artiklen bleven varm nok under denne ydre Uhyggelighed. Jeg tror, at jeg var bleven endnu en Stund i Paris, hvis ikke Vinterleiligheden var saa mislig i disse Pariserværelser for den, som vil bestille noget om Aftenen, thi til at sidde og snakke ved er disse Kaminer ganske gode. I Kjøbenhavn ved jeg, jeg vil faa det godt. Naar jeg er kommen i Orden der, skriver jeg Dem noget fuldstændigt; men for Tiden har jeg virkelig Modbydelighed for at føre en Pen. Men en Ting maa jeg lægge Dem paa Hjertet, det er, at De søger Reisestipendiet efter mig; jeg kan ikke tro, man kan nægte Dem det efter alt, hvad der er passeret, og der er ikke en Person i hele Norge, der vilde have saa stor Fordel af at komme ud end De[1]. De ved maaske, at Konow[2] for Tiden opholder sig i Paris; vi bor sammen i et Hotel; han er meget artig mod mig, og jeg lider ham ikke ilde. Der kunde blive en brugbar Mand af ham, naar han kun var kommen i en fast Etat; nu har han ingen anden end den at reise, og en peregrinatio perpetua er en daarlig Profession. Vi vier Norweger er ofte sammen. Berg er en høist fortræffelig Mand; han siger langt mindre, end han ved, han er den diametrale Modsætning til ham, som taler i den «bekjendte røde Maneer». De har anført et Par charakteristiske Ytringer af denne vor fælles Ven. Tænk, om han var kommen til at gjøre en stor Reise i Udlandet i sine yngre Dage, hvad tror De da, at der var blevet af ham? Vi, som er et fjernt Folk, et Folk med liden selvtillid og megen Respekt for Autoriteter,
