stimmel paa den nye Bro? Man trænger sig for at faa Plads og komme Taleren nær; man skulde tro, der prædikedes et ottende Korstog eller holdtes Foredrag over Arvesynden, saa begeistret og tordnende er Fremstillingen, – og Pøbelen elsker Tyrken; det er kun Russen og Paven, den hader. Men det er hverken mere eller mindre end en, der sælger Svovelstikker skjorteærmet. «Mine Herrer», siger han, «De ved, at en stor Mangel ved alle hidtil bekjendte Arter af Svovelstikker er deres ubehagelige Lugt, en Mangel, som det først er lykkets mig at afhjælpe. De sædvanlige Arter Svovlstikker er meget skadelige; de angriber Brystet og Lungerne; smaa Børn og Husdyr kvæles næsten ved deres Antændelse. (Han tænder en stikke og holder den for Næsen af en liden Hund, som han til dette Brug har hos sig). Og dog kan man ikke undvære deres Brug; snart skal man tænde et Lys, snart skal man have Ild i en Tobakspibe, snart forsegle et Brev. Denne Feil har mine stikker ikke. Jeg har udfundet et Middel til at gjøre dem vellugtende. De kan ogsaa tjene til Røgelse; De kan selv overbevise Dem derom, mine Herrer.» Han antænder i et Øieblik et halvt Snes efter hinanden, holder dem for Næsen af den nærmeststaaende og kaster dem brændende fra sig; man aander kun Svovl og svedne Klæder. Med alt dette er det et Folk af Æresfølelse. Der er Tumult, og Pøbelen er bragt til at vige ved Bajonetten; man ser en vende sig om og trænge sig lige mod Soldaterne. Han savner sin Hue – og maa tilbage for at søge den op, skjønt han snarere kan vente sig en Kugle gjennem end sin Hue paa sit Hoved. Han elsker Broen, som man kalder den nye, fordi den kun er lidt over 200 Aar gammel. Her lever han godt af stegte Potetes og Kastanier; den ene Haand er Fod, den anden Gaffel; han brænder sig ikke, skjønt de tages glødende ud af Panden – han har tyk Hud i Hænderne og lang Øvelse. Fra den nye Bro kan han ogsaa holde et vaagent Øie med, hvad der foregaar
