Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/235

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Motiver, der under den aandelige Produktion viser sig virksomme, som jeg nogensinde har opdaget. Jeg glæder mig ved[1] at se Deres Sonnetkrands, om hvis kunstneriske Gedigenhed jeg er overbevist ved Deres Ytring, at De ikke selv var utilfreds med den; thi Personer med Deres Aandsretning lider virkelig derunder, at de er for strenge mod sig selv i Bedømmelsen af deres Frembringelser, og derved er Verden berøvet mangt et ypperligt Produkt. Jeg skulde inderligen ønske, at De kunde komme til at gjøre en Reise i Udlandet, om og kun for en kort Tid, ikke fordi jeg tror, at man derved samler en saa stor Rigdom paa nye Anskuelser, men fordi det til at fixere sit Verdensbillede og modarbeide en vis ubestemt Higen er af stor Vigtighed at overbevise sig om, at det, som man søger, egentlig intetsteds findes og dog findes overalt, at en med Smerte og Indignationens Begeistring udtalt Protest mod Forkjertheden ikke alene overalt møder Modstand og Misforstaaelse, men, hvad der er endnu haardere, kvæles ved Kulde og Ligegyldighed. Men selv denne Erfaring indeholder samme Trøst som Visheden overhoved om, at man ikke er den eneste, som lider, eller af ganske særegne og lokale Grunde. Jeg drømmer ofte om, at, naar det var muligt at bringe en nøiere videnskabelig Forening istand mellem Norge, Danmark og Sverig, saa maatte der hos os i Literaturen kunne udrettes adskilligt; i det mindste ved jeg intetsteds, hvor der for Tiden kunde ventes et bedre Udfald, fordi disse Folk paa den ene Side næsten synes at være mindre apatiske end andre, og paa den anden Side Bogvæsenet mindre er udartet til Haandværk og Spekulation, men paa den anden Kant er den usalige Politik, der forvirrer Folks Gemytter; «vires unitæ agunt». Kunde man blot faa et vist Samhold, saa var alt meget vundet. Aubert gaar tilbage samme Vei, som han kom hid paa.

  1. Meningen maa være «til»; her sigtes til «Norges Dæmring».