jeg havde Adresser fra forskjellige Steder. Hermann[1] er, som De ved, den berømteste Filolog i Verden. Det er, som Svensken siger, en kvik Mand, liden og næsten ridicule af Holdning og Udvortes. Den Weisse[2], som jeg har anført, er Hegelianer. De kjender ham af hans Æstetik. Trods min uovervindelige Modbydelighed og Indignation over det hele Hegelthums Schülerhaftigkeit og Aandløshed maa jeg tilstaa, at Weisse gjorde et godt Indtryk paa mig. Han er den smukkeste tydske Professor, jeg har stødt paa, og skjønt han i sine Skrifter er ligesaa forkjert som de øvrige, saa er han dog mindre absprechend og siger ganske resigneret: Ich wenigstens glaube an die Wahrheit der Idee, des Begriffes. Jeg var anbefalet til ham af Hegelianernes skarpeste Modstander, Prof. Beneke[3] i Berlin, dem ich sehr befreundet bin. – Det glædede mig meget af Krug at høre, at Beneke sandsynligvis bliver kaldet her til Leipzig som Ordinarius i Filosofi i Krugs Sted, som nyligen har nedlagt sin Post. Ogsaa dette viser, hvad jeg ogsaa middelbart og umiddelbart har havt Anledning nok til at erfare, at denne Hegelske Retning i det hele staar paa meget svage Fødder. Weisse er kun Extraordinarius, og det har nok ikke engang været Spørgsmaal om at lade ham faa Hovedposten. I Benekes Skjæbne tager jeg megen Del. Han har havt megen Modstand at bekjæmpe, har i Berlin maattet taale megen Tilsidesættelse og seet andre sig foretrukne uden at skifte Mening eller at opofre Klarhedens og Analysens ligefremme Metode for den moderne Mystifikation. For mig har han megen Interesse,
- ↑ 1772–1848.
- ↑ C. H. Weisse (1801–66) skilte sig siden afgjort fra Hegelianismen.
- ↑ Født 1798; bekjendt filosofisk Forfatter. Holdt 1820–22 i Berlin Forelæsninger over Filosofi, hvilke forbødes som stridende mod Hegel. Blev efter dennes Død extraordinær Prof. i Berlin 1832 og forblev i denne meget tarvelige Stilling til sin Død (ved et ulykkeligt Tilfælde) 1 Marts 1854.
