Stilling[1] og saaledes har havt et heldigt Forvarsel for sin fremtidige Virksomhed, hvorpaa den almindelige Mening lægger saa megen Vægt, indeholdt det ogsaa, at Tellefs Smakkehandel havde taget en over hans Forventning heldig Begyndelse. – – – Det staar nu ikke til at nægte, at vor Brevvexling er gaaet istaa, og ihvorvel det efter Forholdenes naturlige Gang ikke er at vente, at den nogensinde vil indtræde med den samme Jevnhed og Stadighed som forhen, saa vil det gjøre mig meget ondt, om den ganske skulde blive af brudt. Du gjør mig virkeligen Uret, naar Du fremdeles er fortørnet paa mig. – – – – Jeg kjender din Følelses Styrke, jeg ved, at jeg forhen var en af dens Hovedgjenstande, og at jeg derfor saa meget mere var udsat for at støde Dig, som Du lagde en større Vægt paa mine Ytringer og Domme, end jeg selv maatte ønske, og dette har ofte givet Anledning til Misforstaaelser mellem os, der ikke har noget at betyde, naar de er, hvad alle Dissonantser mellem Personer bør være, forbigaaende og dermed for evigt begravede, og dette maa jeg nu bede Dig om, at Du vil begrave og udslette af din Erindring enhver Ytring, Bemærkning og Dom af mig, der har mishaget Dig. Jeg er selv af Naturen utilbøielig til at stødes paa nogen og endnu mindre oplagt til at lade Stødtheden blive varig og gjør derfor den billige Fordring til andre, at deres Adfærd mod mig skal være af samme Beskaffenhed. Da jeg er mig bevidst, at jeg indtil mit Hjertes Bund er gjennemtrængt af den Familiefølelse, som det naturlige Forhold medfører, og at jeg stedse har handlet i den Aand, som udspringer af dette Forhold i dets uforvanskede Skikkelse, saa smerter det mig virkelig, at nogen Miskjendelse eller Misforstaaelse skal forrykke den Sympati, der er Betingelsen for at føle sig vel blandt sine egne, og der i Forholdet mellem os fire Sødskende, trods
- ↑ Som Skibsfører.
