Side:Aubert - Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom.djvu/186

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Den 19de Januar [1831].

Kjære Trine!

Næsten var jeg bange for, at Du for Alvor skulde blive vred paa mig, fordi jeg ikke opfyldte din Begjæring om at komme hjem til Jul, og blev derfor inderlig glad ved din Ytring i det Brev, som S. bragte, at Du ved hins Afreise næsten følte Dig fornøiet ved min Udeblivelse, fordi Du derved blev forskaanet for en vemodig Skilsmisse. – – – – –

C. har allerede begravet sig i sine Studier. Det forundrede mig meget, at hans Hensigt med hans Ophold her i Byen er at forberede sig til Kjøbmandsexamen, idet jeg antager, at han dertil i Kragerø havde lige saa god Anledning; dog, det er jo en herskende Fordom, at man nødvendigen maa opholde sig i Hovedstaden for at habilitere sig til hvilketsomhelst Fag, omendskjønt der i Hjemmet gives ligesaa hensigtsmæssige Hjælpemidler, og denne herskende Mening kan jeg saa meget mindre have noget imod, som den tjener til at skaffe mig og dem, der er i samme Tilstand som jeg, Udkomme. Du maa sige Tellef, at jeg har omskrevet hans Ansøgning til Banken, førend jeg indleverede den, for at gjøre den fornødne Henvisning til den sidste Attest, samt ved samme Leilighed nedsætte den ansøgte Sum til 700 Spd., da man paa Grund af Bankens overordentlige varsomhed i Udlaan er sikrere for ei at blive afvist, naar det tilbudne Pant indeholder en forholdsvis større sikkerhed end de øvrige Ansøgninger, hvormed den konkurrerer. Ellers kan jeg intet videre melde derom, da Administrationen nu neppe til nogen giver sikre Løfter om Indvilgelse før den endelige Afgjørelse.

Videre maa Du gjøre Tellef opmærksom paa, at han ei behøver at udbetale din Arv til Overformynderiet, men maa kunne fordre den staaende hos sig mod Pant, naar det ei gaar videre end til ⅔ af Pantets Værdi. Skulde nogen af Vedkommende alligevel have Betænke-