[Skien], 16 Februar [1829].
- Kjære Trine!
– – – – Det er et Træk i den menneskelige Charakter, siger en med det menneskelige Hjerte fortrolig Forfatter, at hade den, som man har fornærmet[1], og paa denne Bemærknings Rigtighed tror jeg, dette Tilfælde giver et nyt Vidnesbyrd. Jeg beklager ham inderligen, fordi jeg saa vel ved, at «Fornærmelsers Udøvelse efterlader Furiernes Svøbeslag»; men jeg dømmer ikke, jeg blot undskylder, beklager. «Vredes ikke, I elskelige», er Apostelens Ord; «Hevnen hører mig til, jeg vil betale», siger Herren. – – –
– – – – Jeg har ogsaa langt andre og vigtigere Grunde til at erkjende og prise min Lyksalighed, en Erklæring, der saa sjelden ytres af noget menneskeligt Væsen, at jeg vilde tage i Betænkning at fremsætte den, naar jeg ikke saa inderligen var overbevist om dens Sandhed. Alle Betingelser, der forskjønner og lyksaliggjør Menneskelivet, finder jeg samlede og forenede i min Stilling: Sindsro, Frihed og rigeligt Udkomme; for min Person har jeg neppe et Ønske, fordi jeg ei ønsker og ei har Grund til at ønske andet end, hvad jeg besidder. Og ingenlunde er denne min Tilfredshed en Følge af den Seier, som jeg i en videnskabelig Væddekamp vandt over mine samtidige og foregaaende Medbeilere, ei heller af skuffende Forhaabninger, hvortil en saadan Fremtrædelse kunde give Anledning, men ingenlunde berettige; nei, den er en Frugt af en ren Bevidsthed og den Fyldestgjørelse, jeg finder i at opfylde mine Pligter, fordi jeg under de udvortes Forholdes Modstand, hvor Urokkelighed i Villien og Utrættelighed i Kraftanstrængelse var de eneste Midler til at beseire Hindringerne, lærte at ville og Ønske, hvad jeg skulde og burde. Naar Du saa mine Forretningers Mængde, vilde Du kalde min
- ↑ Her er Tale om Fornærmelse mod Bedstemoderen.
