Beslutning udelukkende grunder sig paa Haabet ved en Proces at komme i Besiddelse af de Fordele, som Retten hævder Dem. Kunde De derfor gjøre sikker Regning paa Erholdelsen af Deres Fordringer, saa var der dog i det mindste noget, der talte for en Sags Begyndelse; men dette, skjønt maaske klart og indlysende i Deres Øine, er i sig selv yderst usikkert, om ei fuldkommen umuligt. Den hele Sag, gjennem en Række af Aar indviklet i Mørke, vil først efter Rettens sædvanlig langsomme Gang efter et langt Tidsrum kunne oplyses i den Grad, at en afgjørende Dom kan fældes. Og naar dette Tidspunkt efter mangehaande gjensidig Ærgrelse og Forbitrelse indtræffer – at det overstiger Deres Leveaar, er saare sandsynligt – hvad kan De da vente? Fra Deres Side Omkostninger, der langt vil overgaa de Fordele, hvorom De endnu har et usikkert Haab. Thi Deres Grunde, skjønt maaske i sig selv fyldestgjørende, er dog saa juridisk utilstrækkelige og ubevislige, Deres Modpartis Indvendinger og Klagepunkter vil saaledes forvirre og indvikle det hele, at en til noget Partis Fordel fuldkommen afgjørende Dom aldrig kan falde. Tabet kan vorde ubetydeligere paa Deres end Deres Modpartis Side; men ingen vinder i Virkeligheden. Imidlertid henligger det omtvistede Skib i Uvirksomhed og berøver Dem ei alene Deres vigtigste Indtægt, der i høi Grad vil overstige den Pengesum, der udgjør Stridspunktet, men lider endog et betydeligt Skaar i sit virkelige Værd. Kort, fra hvilken Side De i denne Henseende betragter Sagen, maa det vorde Dem en haandgribelig Sandhed, at en Proces’s Anlæggelse under nærværende Betingelser er ifølge sin Natur i det mildeste talt et yderst uhensigtsmæssigt Foretagende. Men hvor mange høiere Grunde fraraader Dem ikke Udførelsen af Deres Beslutning? Thi forestil Dem endog, at Sagens Udfald overskred Deres dristigste Ønsker, Deres mest glimrende Forhaabninger; hvad var da i at vente? Ak, Deres sindsro for evig forspildt,
