Den 10de Januar [1826].
- Kjære Trine!
Skjønt Du aldeles ingen Aarsag havde til at være bange for mig paa denne min ubetydelige Reise, da Du med Hensyn paa Maaden, hvorpaa jeg fortsatte den, kunde være ganske ubekymret for mig, vover jeg dog ikke at lade den første Postdag forbigaa, uden ved nogle Ord fra egen Haand at berolige Dig og ganske udrive Dig af den Frygt, Du af en overdreven ængstelig Kjærlighed til dine, endog uden mindste Grund, til din egen Urolighed og Kval pleier at foraarsage Dig. – – – –
Naar jeg undtager den overvættes strenge Kulde, som endnu tiltog den følgende Dag og meget inkommoderede mig, kan jeg ikke klage over nogen møisommelig og besværlig Reise. – – – – – –
Jeg kan hilse Dig fra Æblerne og alt andet godt det er altsammen paa Veien ganske bortfrosset, saa jeg ikke længe skal kunne have godt af dem. – – – – – – – – – – – – – –
Den 7de Februar [1826].
- Gode Trine!
– – – – – – – – – – – – – Alt er hos mig i den samme Orden, som der overhoved kun sjelden forefalder noget, som forstyrrer denne, hvorfor jeg altid maa være en meget mager Brevskriver uden Underholdning og Interesse. Fra H. K. kan jeg hilse Dig; han kom ved sin Indtrædelse i Skolen i nederste Klasse og kunde desværre ikke med mindste Grund gjøre Fordring paa en høiere Plads – et sørgeligt Bevis paa det meste Huslærervæsens liden Nytte, da han og jeg – omtrent paa en Tid begyndte vor literære Løbebane. – – – – – – – – – – – Just som jeg skriver, falder min gamle blaa Kjole mig i Øinene, der giver mig et
