og Moralitet, naar denne selv foregaar dem med det afskyligste Exempel, er det da næsten ikke til at fortvivle? – Dog, Lasten straffer sig selv; det har vi jo seet herved!
Men Timen er jo nær, at Hjerte kan tale til Hjerte, hvad kolde Bogstaver ikke formaar. Jeg vil derfor opsætte min Skrivelyst til hint forønskte Øieblik.
Hils Bedstemoder og glem ikke at takke hende for hendes sidst sendte Penge.
Til at fordre er jeg altid villig, men [?] altid glemmer jeg at vise Taknemmelighed.
Skien, 9 August 1825.
- Gode Trine!
Med spændt Forventning ser jeg Dig modtage den Dag, der kan tilintetgjøre de Bekymringer som dit ængstelig følsomme Sind gjør sig for en elsket Broder. Ja visselig, ikke saa ganske ugrundet var din Frygt; thi syv lange Timer igjennem maatte jeg døie Stormens Heftighed, der var saa stor, at den satte os alle i Fare, førend jeg gjennemvaad og ilde tilredt af Søsyge naaede Brevig. Den følgende Dag tog jeg Landeveien til Skien, hvor jeg allerede ankom Klokken 10 om Morgenen. – –
Medens jeg var hjemme, sagde jeg nok, at jeg troede at faa ved denne Examen første eller anden Plads; jeg har faaet første og blev altsaa med den Skiens lærde Skoles øverste Discipel, hvilket lidt oversteg min Forventning; thi mine Charakterer oversteg ikke lidet mine Meddisciples.
Jeg lader Bedstemoders Munker og Smørebrød smage mig ret godt; begge Dele er nu strax forbi; men Du husker vel den lange (?), jeg har i Baghaanden.
Uhret gaar udmærket godt; Støvlerne er ogsaa brugbare. Jeg har udvidet de sidste saa, at jeg uden stor Umage kan iføre mig dem.
