ladt løse —, forat de i fuldt firsprang skal nærme sig stedet.
Harpunen, der bruges til denne slags sæljagt, er i regelen ikke fuldt halvanden meter lang. Den bestaar af to hoveddele, nemlig harpunskaftet, der er af træ med en elfenbensforstærkning i den ene ende, samt harpunspidsen selv, der er forsynet med en jernod og kun er forbundet med skaftet ved hjælp af fangremmen, saalænge det hele redskab endnu befinder sig i luften. Naar det har rammet sælen, og linen strammes, løsner straks skaftet sig, mens selve harpunspidsen derimod bliver siddende tilbage i dyrets krop. Man vil finde dette vaaben afbildet paa side 105 under bogstavet d. Et lettere og i enden noget smækrere harpunskaft er det, der anvendes under den før beskrevne jagt efter sælen om høsten og vinteren.
Af fangst efter større havdyr blandt eskimoerne har vi nu kun tilbage at nævne narhvalfangsten. Indtil for omkring 20 aar tilbage foregik denne fangst vistnok udelukkende fra isen af, i vaager og større aabne raaker, idet de indfødte dengang synes at have været ganske uden ethvert fremkomstmiddel paa søen, naar da undtages de naturlige farkoster, de har kunnet danne sig af et hvilketsomhelst drivende isflag.
Nu derimod drives hovedsagelig narhvalfangsten i kajak. Grunden til, at innuitterne indtil for ikke mange aar siden har været ganske uden kajakker, er utvilsomt den, at de under deres oprindelige fremtrængen nordover lidt efter lidt er kommet ind i egne, hvor de fornødne træmaterialier ikke længer
