yngre dyr gjerne vender slæden med meierne i veiret for derved at hindre dem i at løbe løbsk.
Eftersom jægeren nærmer sig dyrene, indtager han en mere og mere ludende stilling, indtil han tilsidst lægger sig ned i hele sin længde. Fra nu af nærmer han sig krybende paa alle fire. Kunsten er nu at faa sælene til at tro, at den lumske fiende alene er en af deres egne kamerater. Ser et af dyrene op, ophører jægeren straks at bevæge sig fremover, skraber paa sælenes vis i sneen med den ene fod eller den haand, han har fri, mens han samtidig med struben udstøder tro efterligninger af disse dyrs underlige, hvæsende lyd.
Det er ganske interessant at iagttage sælene og deres bevægelser paa nært hold. Nogle hviler sig mageligt paa siden som et menneske, andre ligger paa maven med hovedet søvnigt nede paa isen, atter andre strækker sig paa ryggen med velbehag, idet de forsøger at pudse den runde krop med de korte forpoter. Nu og da hæver et og andet dyr sig raskt med forkroppen i veiret, strækker paa sin glatte, smidige hals og ser sig opmærksomt og veirende omkring i alle retninger.
Kommen dyrene paa ganske nært hold, reiser jægeren sig pludselig, gjør et par raske sprang fremover for at komme dem saa langt ind paa livet som muligt, og i næste øieblik farer hans harpun, hvortil den ene ende af fangremmen er fæstet, frem gjennem luften. Et af dyrene rammes i ryggen, netop som det glider ned i dybet, og byttet er sikret. Saasnart han har faaet sælen paa isen igjen, behøver han blot høit at lokke paa sine hunde — om disse blev efter-
