Side:Aschehoug - Socialøkonomik - 1.djvu/31

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Kap. 1. Videnskabens Gjenstand og Opgave.
7

veiebringe eller helst bør tilveiebringe sine Indtægter, forvalte og anvende sin Formue.

Ogsaa i andre Lande udsondres ofte Finantsvidenskaben som særskilt Fag. Den kan fremstilles fra et almindeligt, alle Staters Finantsvæsen omfattende Synspunkt, eller indskrænkes til den enkelte Stats Finantser.

Ogsaa i Frankrige have enkelte Forfattere sondret mellem Socialøkonomiken som theoretisk og som praktisk Videnskab[1]. Men de fleste franske Forfattere se Videnskaben fra begge Sider. Herved vinde deres Fremstillinger unægtelig mere Liv og Interesse[2]. Det samme gjælder om Stuart Mill og mange af Englands og Nordamerikas senere, mest anseede økonomiske Forfattere. En glimrende Undtagelse danner Jevons, hvis Theory of Political Economy baade er anlagt paa at være og væsentlig er bleven en systematisk Fremstilling af Socialøkonomikens mest abstrakte og elementære Sætninger.

§ 4. Nogen skarp Sondring mellem den rene og anvendte Socialøkonomik lader sig ikke gjennemføre. Socialøkonomiken henter baade Grundlaget for sine Theorier og Beviserne for disses Sandhed fra den indre eller ydre Erfarings Kjendsgjerninger. Selv de Forfattere, der søge at give sin Lærebygning det strengeste theoretiske Tilsnit, ere nødte til at paaberaabe sig saadanne. Det var det økonomiske Livs praktiske Opgaver, som kaldte Videnskaben tillive. Ved at eftertænke disse Opgaver, saadanne som de forelaa selv i sin simpleste Skikkelse, bleve Menneskene opmærksomme paa, at der gives almindelige Grundsætninger, som maa forstaaes og følges, hvis den økonomiske Virksomhed skal bringe de tilsigtede Resultater. Med Forsøgene paa at finde og sammenstille disse Grundsætninger, begyndte Videnskaben. Økonomiske Sætninger som aldrig have havt og aldrig kunne faa nogensomhelst praktisk Anvendelse, ere tomme Hjernespind. Videnskabens

  1. Courcelle–Seneuil, Traité théorique et pratique d’Économie Politique (1859); Cherbuliez, Préciz de la Science Économique (1862), Maurice Block slutter sig til dem.
  2. Leroy-Beaulieu, Traité théorique et pratique d’Économie Politique, I. 63–65, og Gide, Principes d’Économie Politique, Side 8–9. Begge disse udmærkede Værker vise, hvor sandt dette er.