eller ikke, vilde de ikke have stort at betyde for vore slutninger; ti ved selve forsøget er jo livs betingelserne biet ændret. Hvis man kunde paavise, at vore under røgt avlede af-arter lagde for dagen en stærk tilbøielighed til at siaa tilbage — det vil sige, til at tabe sine erhvervede særtræk — og det, mens de levede under samme betingelser og i et tilstrækkeligt antal, til at fri krydsning, ved sam menblanding, kunde hindre smaa bygnings-afvigelser fra at faa magt, — hvis saa var, skulde jeg ind rømme, at vi af af-arter under røgt intet kan slutte om arterne. Men der er ikke skygge af grund for en saadan antagelse ; at paastaa, at vi ikke skulde kunne opdrætte vore brugsheste og væddeløbere, vore langhornede og korthornede kvægformer, vore forskjellige slags fjerkræ og madnyttige vækster gjen nem et übegrænset antal led, det vilde stride mod al erfaring.
Særtræk hos af-arter under røgt. Vanskeligheden
ved at skjelne mellem art og af-art; røgtede
af- arters afstamning fra en eller
flere arter.
Betragter vi de arvelige af-arter eller racer blandt vore husdyr og dyrkede planter, og sammen ligner dem med nærbeslægtede arter, vil vi, som allerede før bemærket, inden hver enkelt af-art ikke fmde den ensartethed i trækkene, som ud mærker de virkelige arter. Af-arter under røgt har ofte noget ved sig, som minder om vanskab ninger; hermed mener jeg, at de, ved siden af for skjellige mindre afvigelser, ofte fremby der en vold som forskj ellighed i en enkelt legemsdel, baade indbyrdes, og især naar man sammenligner dem med
