eller den Net at kunne vælge hvem man vil have til Storsthingsmænd, eller til Formænd og Repræsentanter i Kommy- nen. Har man først faaet Grundloven saaledes forandret at Alle have denne Stemmeret, enten de saa ere fattige eller rige, fornemme eller simple, da har man vundet Alt hvad der vindes kan; thi har man først denne Ret til at vælge, hvem man vil have til Storthingsmænd, saa faar man paa den Maade den samme Indflydelse og Magt som de høiere Stænder. Man benytter nemlig sin Stemmeret saaledes, at man kun vælger til Storthingsmænd saadanne Folk, som man er overbevist om vil tale den simple og fattige Mands Sag. Da det nu ligger i Storthingets Magt at give nye Love og forandre gamle Love, saa kan man indsee, at naar Arbeideren blot havde Stemmeret, saa vilde han kunne faa Lovene forandret til sin Fordeel ved hjælp af de Storthings- mænd, som han har udvalgt. Altsaa: Stemmeretten er bet Fornemste vi maa stræbe at erholde.
Men hvorledes skulle vi erholde denne Stemmeret? mon ikke alle Mennesker af de to høiere Klasser ville modsætte sig en saadan Forandring i Grundloven?
Nei, ikke Alle. Jeg har allerede erfaret saameget at der er en stor Mængde blandt den første Klasse (d. e. de meest Dannede og Oplyste) som finde det meget rigtigt og billigt, at den Simple og Fattige bør have den samme Magt, den famme Indflydelse paa Lovgivningen som de Høiere. Under mit sidste Ophold i Kristiania (for nogle Dage siden) erfa rede jeg, at vi have en stor Deel af de meest oplyste og meest dannede Mænd paa vor Side. Jeg antager saaledes, hvis vi skal nogensinde slutte os til nogen af de to øverste Klas- fer, at vi snarere kommer til at slutte os til den første Stand (d. c. Embedsstanden og alle Splyste idetheletaget) and tit den anden Stand, (d. e. de fleste Handelsmænd og Haand- værksmestere og især de velstaaende og rige Bønder): Men vi kan naturligvis ikke med nogen Vished vide, hvad Par- tie vi ville tage, førend vi faa høre hvad hvert af Partierne indrømmer os; imidlertid danne vi et Parti for os selv.
Da rige Bønder ofte leve ganske simpelt og ingen vi bere Oplysning have, saa skulde man tro, at Bondepartiet stod Arbeidsmanden nærmest; og det kan synes hoist besyn- berligt, at den simple Stand skulde slutte Forbund med den fornemste og høieste Stand; men det seer virkelig ud til, at bet vil gaa saaledes. Jdetmindste er det vist, at de Fornemme hidindtil have talt langt mere til Arbeidernes Fordeel, end den anden Stand (Middelstanden) har gjort. Ethvert Parti har nemlig fit Blad at udtale sine Meninger i. I Kristiania udkommer saaledes to Blade, der forsvare det første Parti (d. e. Embedspartiet eller det meest oplyste Parti,) og disse to Blade hebde "Rigstidenden" og "Christiania-Posten", og Der udkommer eet Blad, der forsvarer det andet Parti, eller som det ogsaa kaldes "Bondepartiet", fordi den største Delen i dette Partie bestaar af Bønder. Dette Blad hedder Morgenbladet". Altsaa: hvad der staar at læse i "Rigsti- benden" og "Christiania-Posten" maa man sige er Embeds- partiets Mening, og hvad der staar i "Morgenbladet" er Bondepartiets Mening. Men nu har i den senere Tid baade "Rigstidenden" og "Christiania-Posten" talt meget til Fordeel for den simple Mands Rettigheder, hvorimod "Mor- genbladet ikke lader til at bifalde saadant. Saaledes har
baade "Rigstidenden" og "Christiania-Posten" foreslaaet Me get, som vilde give den Simple langt større Magt og store Fordele. Disse Blade have nemlig givet fit Bifald til, at alle Fattige skulde have Stemmeret, at Tolden paa Korn og andre Nødvendighedsvarer skulde nedsættes, saa at den Fattige kunde faa fit Korn lidt billigere.
Heraf kan I slutte, Arbeidere! at maaskee den første Stand vil være retfærdigere imod Eder end den anden Stand, og hvis det første Parti vedbliver saaledes at forsvare Eders Menneske-Rettigheder og indrømme Eders billige Fordringer, da er det tydeligt, at I med Tiden komme til at holde Ven- skab med det første Parti. Jeg troer virkelig, at det andet Parti (Bondepartiet) er Eders værste Fiende; thi det er Bon- departiet, som har gjort Kornet dyrt for den Fattige; det er Bondepartiet, som vil gjøre sig, selv fri for Skatter og Tyng- fler, og vælte Byrderne over paa de Andre. Herom vil jeg i et senere Nummer nærmere tale. Imidlertid vil jeg Eun sige saameget, at vi maa see os noie for, og betænke os vel, inden vi slutte Venskab med noget af de to øverste Partier. I Grunden ere begge Partier os imod; og naar det første Parties Blade vil indrømme os Stemmeret og Korntoldens Nedsættelse, saa er det ikke just at stole formeget paa, at det kommer fra Hjertet. I maa nemlig vide, Arbeidere! at det første og andet Partie have ligget i evigt Klammeri meb hverandre, og naar derfor det første Parties Tilhængere vil indrømme os Stemmeret og andre Goder, saa kanske det sfeer ligesaameget for at faa os til Hjælp til at knække deres Fiende (det andet Parti), som fordi de virkelig unde os diese store Goder. Som sagt, Arbeidere, lader os see Tiden an inden vi slutte os til noget af de første Partier; lader os for det Hersts danne et Parti for os selv. Men skal vi kunne danne noget Parti, da maa vi være enige, og til at blive enige er der intet bedre Middel end at danne Arbeids Foreninger.
Beretning om Foreningers Stiftelse.
Allerede længe havde jeg havt den Tanke at danne 2
beider-Foreninger; men en lang Tid gik hen, inden jeg blev
enig med mig selv om, hvordan jeg vilde gribe Sagen an.
Saa traf det sig, at jeg en Dag fom i Samtale med en
fattig Vedhugger. Da han klagede meget over sine trange
Kaar, begyndte jeg at forklare ham Adskilligt om Lovens Urete
færdigheder, og bad ham at faa med sig nogle Kamerater og
komme til mig til en bestemt Tid. Han lovede det; men kom
alene uden at have Nogen med sig. Saaledes gil det et Par
Gange; thi hans Venner svarede ham, "at de ikke turde; for
det kunde være farligt, og Politiet kunde gjerne komme pan
dem."
Da jeg hørte dette, henvendte jeg mig til et par andre r
beidere med Anmodning om at faa sammen endeel Arbeids-
folk. Endelig lykkedes det saaledes at faa et Snees Mand til
at møde hos mig Søndag den 17de December 1848. Efters
at jeg havde heldt Foredrag for dem, bleve de Alle enige om
at gjøre deres Bedste for at faa en ordentlig stor Forening
istand. Disse første Medlemmer kundgjorde da iblandt sine
Kamerater, hvad de havde besluttet at gjøre, og der blev farm
