lig Rolle. Man kan derfor ikke forundre sig over, at der fandtes Mange, der ræddedes for de nye Bevegelser, hvori de troede at see en Spire til Kommunisme¹), denne Affødning af vor Tid, der i det forgangne Uar udgjorde alle Bemidledes Skrek. Efter de senere erholdte Oplysninger er vel enhver Frygt forsvunden, for at der skulde ligge i Ophavsmandens Plan at forkynde Kommunismens Lærdomme, men et andet Spørgsmaal bliver det vel, om disse Ideer ikke af sig selv smaaningom ville skaffe sig Indpas hos de fattige og lidende Folkeklasser. Jeg vil ikke hermed sige, at jeg troer paa Kom- munismens praktiske Udførbarhed eller fester Lid til dens mange glimrende Løfter, men man kan ikke forlange, at den," der nedsunken i Elendighed, ofte manglende det Brød, hvormed han skal mætte sin hungrende Familie, skal kunne anstille for= standige Beregninger, naar han sammenligner sin egen usle og hjelpeløse Tilstand med Rigmandens yppige Vellevnet. Om det derfor end lykkes at bevise faa klart son Dagen, at den herskende Statsøkonomis) Grundsetninger have For- trinnet for Kommunismen, maa man ikke tro, at noget Ve- sentligt herved er opnaaet, saalenge man ikke har for= maaet at raade Bod paa den uhyre Elendighed, der hersker blandt de lavere Folkeklasser. Den, der Intet eier, har heller Intet at tabe, og vil derfor beſtan- dig være tilbøielig til at lytte til den, der lover ham en, om end kun kortvarig, Lindring i hans Lidelser. Det er desuden Menneskets Lod bestandigt at nærme sig Sandheden gjennem de modsatte Yderligheder, og jeg finder det derfor ikke usand- synligt, at det er de komunistiske Ideers Bestemmelse at dan- ne Overgangsled til en ny og bedre Samfundsorden. Kom- munismen er en forfærdelig yderlighed, det er sandt, men den nuværende Tilstand er det ikke stort mindre. Naar man betragter den sløve Ligegyldighed, der hærsker blandt de lavere Klasser for Alt, hvad der ikke tjener til at tilfreds: stille de mere dyriske Lyster, og seer hvorledes de Lidelser, hvorunder de ere fødte og opvorede, have formaaet at kue og nedbøie deres Aand, kan man ikke andet end troe, at der maa foregaa en voldsom og yderlig Forandring i de herskende Be-
nogle kloge, andre dumme; nogle gode, andre slette; nogle arbeidsomme, andre dovne; nogle ordentlige, andre nordent lige osv. Socialisterne ville altsaa ikke gjøre Alle lige, men de fordre kun, at den frygtelige, rædsomme Ulighed, som nu existerer (d. e. findes) maa ophøre. Kommunisterne ville afskaffe Rigdom; men Socialisterne ville kun afskaffe Fattigdom og lade Rigdommen mestendeels være uantastet. I Frankrige er der en Mængde Socialister, ja saa stor Mængde, at det seer ud til, at de med Tiden ville faa Over: magten, og da først kan der blive Tale om en vir- kelig Frihed. Da ogsaa vore Arbeiderforeningers Hen- sigt skal gaa ud paa at afskaffe Fattigdom, ved nemlig gjennem Lovgivningen at paalegge den Rige større Byrder og Forpligtelser, saa maa ogsaa alle Medlemmer af Arbeiderforeningerne ansees for Socialister. 6) Ideer d. e. Meninger, Tanker. Kommunistiske Ideer er alt- saa det samme som Tanker om at dele al Eiendom ligt mellem Alle. Socialistiske Ideer er det samme som Tanker om at afskaffe Fattigdom uden at afskaffe Rigdom. 1) Kommunisme d. e. Læren om Kommunisternes Meninger. 2) Økonomi d. e. Huusholdning, Huusholdningskonst. Stats: økonomi er altsaa Statshuusholdningskonst, Statskonst.
greber, for at disse Klasser omsider kunne komme til at fø= le sit Menneskeværd og indtage den Stilling i Samfundet, der tilkommer dem. Det er imidlertid indlysende, at det vilde være saameget bedre om en saadan Forandring skulde kunne foregaa uden nogen voldsom Rystelse, hvorfor og saa de, der frygte Kommunismen, sikkert giøre bedst i saa meget som muligt at imødekomme Ar- beidernes fornuftige Forlangender; ved at mod- sette sig dem ville de kunne bidrage til at gjøre den adskillende kløft end større og bringe Arbei derne til at vove det yderste.
Det er forøvrigt ganske interessant at lægge Mærke til den Maade, hvorpaa vor ministerielle Presse¹) har opfattet disse Bevegelser og see med hvilken glubs Begjærlighed den har kastet sig over dem i Haab om her at kunne finde en Bundsforvant mod det frygtelige Uhyre, Opposisjonen. Den Taktik), den her betjener sig af, er den samme som den i den sidste Tid stadig har benyttet, idet den nemlig af den Omstendighed, at Opposisjonen ikke har fremsat noget For- slag i den antydede Retning, slutter at Opposisjonen har isinde at modsætte sig enhver saadan Forandring. Saaledes var det Tilfelde nu og faaledes var det Tilfelde ifjcr, da Posten angreb Opposisjonen, fordi den ikke havde fremsat Forslag om almindelig Valgret og heri fandt en Beveggrund til ikke at slutte sig til dens Sag, medens rigtignok Regje= ringen, hvortil Posten saa varmt og inderligt har sluttet sig, ikke har viist det mindste Tegn til at den vilde understøtte et saadant Forslag, end sige fremsette det. Skulde Regje ringen virkelig ønske nogen saadan Forandring synes den at maatte foretage noget positivt³) Skridt i saa Henseende, da den ifølge sin Stilling har bedst Anledning til at overskue Forholdene, men at dømme efter Regjeringens øvrige Virk somhed, har man ikke synderlig Grund til at haabe noget af den, hvorimod det turde være noget vel overilet at slutte det samme om Opposisjonen. Enhver, der ikke er blendet af et eenfidigt Partihad, vil vist indrømme, at Opposisjonen alle- rede har et saa udstrakt Felt for sin Virksomhed, at man ikke med Grund kan bebreide den noget, fordi den endnu ikke har udvidet det. Det er Storthingets Sag at udtale de An- skuelser, der leve blandt Folket og have festet Rod i dets Bevidsthed, hvorimod Regjeringen ifølge sin Stilling ber gaa foran og søge at nedbryde de Hindringer, der maatte være iveien for gavnlige Reformers Antagelse. Hvad saas ledes navnlig Indførelsen af almindelig Stem- meret angaar, er det noget, som vistnok enhver frisindet Mand af Hjertet ønsker, men der findes dog sikkert i de lavere Klassers store Afhengighedsforhold vig- tige praktiske Hindringer for dens Udførbarhed nu for Tiden, og disse Hindringer har ikke nogen privat Mand den An- ledning til at overskue og bortrydde som Regjeringen. Skulde derimod Regjeringen, hvad man vel desværre maa antage, her følge sit sædvanlige Uvirksomheds System, kan man sikkert forvente, at Opposisjonen her som ellers griber Initiativet.
1) Den ministerielle Presse d. e. de ministerielle Blade, eller de Blade, der holde med Regjeringen. 2) Taktik d. e. Krigskonst. 3) positivt d. e. Bestemt, afgjørende.
