Hopp til innhold

Side:Anne og Alet.djvu/76

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Det var et rystende Syn at se de to i Sørgedragt klædte Piger med de nøgne Arme bedækkede med brune Mærker efter den gloende Tang og det udslagne Haar hængende ned over Skuldrene. Anne udgød Taarestrømme paa Skafottet; Alets Kræfter vare aldeles udtømte, og hun syntes allerede halvveis at tilhøre Døden.

Efterat Dommen var oplæst af Fogden, og en Psalme afsunget, holdt Sognepræst Pharo en kort Tale, hvorpaa de to Dødsofre overgaves til Skarpretteren. Endnu engang maatte de føle Tangen, førend Aflivelsen kunde foregaa.

Anne skulde henrettes først. Man bandt hende et sort Tørklæde for Øinene og ledede hende hen til Blokken. Bøddelen fik af Fogden det Paalæg, at han skulde skynde sig med at gjøre en Ende paa sine Offeres Kvaler.

Imidlertid hævede Anne endnu engang sin kraftige Sangstemme og gik Døden imøde med Psalmesang paa Læben, idet hun, ifølge det mundtlige Sagn, istemmede Psalmen:

„Styrk selv, o Gud, min bange Aand,
naar kraftløs segner Fod og Haand,
og hør mig i min sidste Stund,
naar jeg kun stammer, sukker kun“.