Side:Angaaende Forandringer i Lovgivningen om Husmænd.djvu/72

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

der indeholdes i den heromhandlede § af Commissionens Udkast.

Nærværende Departement maa med Justits-Departementet være enigt i, at det er ufornødent ved nærværende Leilighed at træffe Bestemmelse om Ophævelsen af de gjældende Forskrifter angaaende den tvungne Tjenestepligt i Landdistricterne, hvilke Forskrifter ligesaavel angaae Gaardbrugeres som Huusmænds Børn. Man anseer det ikke tilraadeligt, at denne Gjenstand behandles uden Forbindelse med en almindeligere Undersøgelse vedkommende Lovgivningen om Løsgjængerie og Fattigvæsenet i Landdistricterne.

Saafremt Departementets Anskuelse, om at der ikke i nærværende Forbindelse bør træffes nogen Foranstaltning til Ophævelsen af de titnævnte Forskrifter, vinder Bifald, vil selvfølgelig § 26 i dens Heelhed udgaae af Lovudkastet.

Den sidste § i Commissionens Forslag, § 27, fastsætter, at de ældre Anordninger angaaende Huusmandsvæsenet, nemlig Frd. 9de October 1750, forsaavidt den endnu er gjældende, Frd. 29de April 1752 §§ 1—5 incl. samt Frd. 29de Juni 1792, ophæves. I Forbindelse hermed er tillige foreslaaet ophævet Bestemmelsen i Fattigvæsensanordningen for Christiania Stift af 2den December 1741, Cap. VI § 5, der indeholder, at ingen Huusmand maa trygle Sædekorn, men at enhver Gaardmand skal forsyne sine Huusmænd dermed; hvorhos tilføies, at Huusmanden, saafremt hiin ikke formaaer dette, kan søge Hjælp hos de Formuende i Sognet, og at de, som gjøre denne Forstrækning, skulle have Magt at tage af Huusmandens Høst paa Ageren saa Meget, som Sædekornet beløber.

Departementet finder dog ikke tilstrækkelig Grund til at foreslaae ophævet denne sidstnævnte Bestemmelse, der uden Skade eller Betænkelighed kan bibeholdes, medens dens Ophævelse muligens kunde paavirke Almuens Tænkemaade i Henseende til Opfordringen til at yde Huusmænd Hjælp til Erholdelse af det fornødne Sædekorn.

Derimod ville selvfølgelig de citerede ældre Anordninger angaaende Huusmandsvæsenet blive at ophæve og i Forbindelse med samme tillige, efter hvad der ovenfor er nævnt under § 18, Bestemmelsen i § 24 af Lov om civile og militaire Embedsgaarde af 23de August 1848.


Efter saaledes at have udtalt sig om det af den nedsatte Commission udarbeidede Lovudkast, og derved tillige i det Enkelte over den Form og det Indhold, en ny Lov om Huusmandsvæsenet efter Departementets Formening maatte gives, skal man vende tilbage til det i Begyndelsen af nærværende Foredrag berørte Spørgsmaal, om det kan antages at være til almindeligt Gavn, at en saadan Lov for Tiden søges istandbragt. Naar Departementet troer at maatte besvare dette Spørgsmaal bekræftende, bevæges man ikke dertil af Haab om, at en ny Lov som den paatænkte skulde kunne bevirke nogen indgribende Forbedring i Huusmandsclassens Kaar. En saadan staaer det ikke i Statens Magt gjennem Lovgivning at bevirke; thi endog om en Lov, for at naae dette Øiemed, vilde betjene sig af nye og betænkelige Indgreb i Eiendomsretten og Contractsfriheden, vilde det endelige Resultat formeentlig ikke blive til Bedste for Huusmandsclassen selv. Hvad man paa Lovgivningsvei i denne Materie kan udrette, indskrænker sig derfor til deels at give de herhen hørende Dele af vor Landboret en bedre og fuldstændigere formel Ordning, deels at forvandle til Lovforskrifter visse Sætninger, som Billighedsfølelsen og Sædvanen allerede nu opstiller som Regler, den bedre tænkende Huusbond i Forholdet til sine Huusmænd underkaster sig, deels at fastsætte enkelte andre Regler, der skjønnes at kunne, uden betænkelig Følge for Eiendomsretten og den borgerlige Frihed, foreskrives til Beskyttelse for Huusmændene mod vilkaarlig Behandling fra Huusbondernes Side, deels endelig nærmere at bestemme og saavidt muligt lette Huusmandsclassens offentlige Byrder. I samtlige her nævnte Henseender vil efter Departementets Formening Noget findes udrettet ved det vedlagte, i det Væsentlige paa den formeldte Commissions Udkast byggede Lovforslag; og man bør da, saavidt skjønnes, ikke undlade at fremsætte dette, om man end er sig bevidst, at nogen indgribende Forbedring af Huusmandsclassens Stilling ikke deraf kan forventes.

Mod at bevirke en ny Lov om Huusmandsvæsenet for Tiden istandbragt, er iøvrigt blevet erindret, at Trang til nogen saadan Lov ialfald ikke er tilstede uden i en mindre Deel af Riget, fordi Huusmandsforholdet i den største Deel af Landet, hvor det endnu har sin gamle Skikkelse, i alt Væsentligt maa erkjendes tilfredsstillende. Denne Erindring kan dog, saavidt skjønnes, ikke medføre Andet, end at der ved Affattelsen af en ny Lov, som den omhandlede, maa iagttages Varsomhed for ikke ved nye Forskrifter at gribe forstyrrende ind i Forholdet der, hvor det for Tiden ikke giver Anledning til Anke; derfor har ogsaa Departementet ved Sa-