af bemeldte § i nærværende Bestemmelse ligeledes udgaae. At bestemme Nedsættelse af Gebyhret for Thinglæsning af Leiecontracter om Grundtomter, finder Departementet ikke fornødent; og den i §ens sidste Passus indeholdte Forskrift antager man mindre nødvendig, da dens Indhold formeentlig, selv uden Lov, ikke kan ansees synderlig tvivlsomt. Man vil derfor foreslaae, at denne § i sin Heelhed udgaaer.
Den af Commissionens Pluralitet i § 25 foreslaaede Bestemmelse, vil, som Følge af de af Departementet foreslaaede Forandringer ved Udkastets 1ste §, blive overflødig. Man antager derfor, at denne § bør udgaae.
I § 26 har Commissionen fremsat Forslag om at de nugjældende Bestemmelser om Bondestandens Forpligtelse til at tage fast Tjeneste, nemlig Lovbogens 3—21—4, 5 og 16 samt Forordningen af 9de August 1754 §§ 1—4, skulle ophæves.
I de nævnte Lovbud er det foreskrevet, at Alle af Bondestanden, Mands- og Qvindespersoner, der ikke bruge Gaard eller Huusmandsplads, eller leve af et stadigt Haandværk, skulle tage fast aarlig Tjeneste, naar saadan er at bekomme, og de ikke ved Svaghed ere forhindrede; og i Overeensstemmelse hermed er det forbudt Gaardmænd af Bondestanden at have flere af sine Børn hjemme hos sig, naar de ere 18 Aar gamle, end de til deres Næringsdrift behøve, og ligeledes Huusmænd af sine sexten Aar gamle Børn at beholde hjemme hos sig flere end i Regelen een Dreng og een Pige, idet de øvrige Gaardmænds- saavelsom Huusmændsbørn skulle antage Aarstjeneste hos Andre.
Commissionen bemærker, at Huusmandsvæsenet staaer i en saa nær Forbindelse med Ordningen af Næringsfriheden i Landdistricterne i Almindelighed, at den har troet ikke at kunne undgaae at omhandle de nævnte Lovbud. Efter Commissionens Formening ere de Baand paa den naturlige Frihed, som disse Lovbud paalægge, lidet harmonerende med de Grundsætninger, der for Tiden mere og mere gjøres gjældende i Lovgivningen; den antager, at det bør være Enhver overladt selv at afgjøre, om han staaer sig bedst paa at tage Arbeide paa kortere eller længere Tid, og Loven vil — yttrer Commissionen videre — gjøre sig forhadt, naar den tvinger Forældre til at sende deres Børn fra sig, uagtet de kunne og ville forsørge dem hjemme. Commissionen paapeger ogsaa, at den Strid, hvori disse Bestemmelser staae med liberalere Lovgivningsgrundsætninger, har bevirket, at de sjeldnere og sjeldnere bringes i Anvendelse, og næsten alene i Tilfælde, hvori et Individ fra andre Sider giver Anledning til at man ønsker det fjernet eller revset.
De ikke ugrundede Betænkeligheder ved de omhandlede Bestemmelsers Ophævelse, som kunde hentes deels fra den større Fare, hvorfor Moraliteten blandt den løse Arbeidsstok skulde være udsat fremfor blandt Individer, som ere i fast Tjeneste, deels fra Frygten for at Fattigvæsenets Byrder ved Usikkerheden i Dagarbeidernes Fortjeneste skulde forøges, kunne efter Commissionens Formening dog ikke være tilstrækkelige til at hjemle saa væsentlige Indgreb i Individernes naturlige Frihed, som de, hvorom der her handles.
For imidlertid at forebygge, at Ophævelsen af de nævnte Lovbud skulde medføre Savn af Correctiver mod Lediggjængere, der falde Fattigvæsenet til Byrde, og imod Omstreifere, som ere til Plage for Districterne, har Commissionen foreslaaet, at det udtrykkelig bør fastsættes, at Enhver, som foretrækker at falde Fattigvæsenet tillast fremfor at arbeide, eller som streifer om, uden at kunne oplyse paa hvilken Maade han lovligen ernærer sig, fremdeles skal, overeensstemmende med Lov om Fattigvæsenet af 20de September 1845 § 51, kunne indsættes i Tvangsarbeidshuus eller straffes med Fængsel.
Justits-Departementet har i den af Samme afgivne Erklæring udtalt sig mod denne Deel af Commissionens Forslag. Efter Justits-Departementets Formening findes der ikke nogen saadan Forbindelse mellem den Ordning af Huusmandsforholdene, som Commissionen har bragt i Forslag, og Bestemmelserne om Forpligtelsen til at tage fast Tjeneste, at der skulde være tilstrækkelig Grund til i den foreslaaede Lov at indtage nogen Forskrift om disse Bestemmelsers Ophævelse. Justits-Departementet anseer det derfor uhensigtsmæssigt, i denne Lov at afgjøre det Spørgsmaal, om der bør være ubehindret Adgang til paa Landet at ernære sig som løs Dagarbeider. Paa Grund af denne Anskuelse har Justits-Departementet troet at kunne undlade nærmere at udtale sig angaaende Spørgsmaalets Realitet; imidlertid tilføier det, at det navnlig med Hensyn til den Indflydelse, som Ophævelsen af Forpligtelsen til at tage fast Tjeneste muligens kunde have paa Almuens Tænkemaade angaaende Gavnligheden af en bunden Levestilling, ikke anseer det ophøiet over enhver Tvivl, at det skulde være uden Betænkelighed at ophæve de hidtil gjældende Bestemmelser om denne Gjenstand, selv om de afløses af saadanne Forskrifter, som de,
