Side:Angaaende Forandringer i Lovgivningen om Husmænd.djvu/68

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ning, saafremt det stod i Jorddrottens Magt at forbeholde sig, at der ikke skulde tilkomme den af Eiendommens Bruger indsatte Huusmand nogen Erstatning for foretagne Forbedringer ved Pladsen.

Forøvrigt er Departementet ikke uopmærksomt paa at Bestemmelsen i nærværende § stundom kan blive mindre billig mod Jorddrotten og volde denne Vidtløftigheder, især naar han har meget til Brugere bortsat Jordegods; men da en Bestemmelse om dette Punct dog er nødvendig, og der ikke vides nogen anden Udvei end den af Commissionen foreslaaede, vil Departementet andrage om, at Commissionens Forslag optages.

I § 20 har Commissionen foreslaaet følgende Bestemmelse:

“Den, som indløser sit Odelsgods, er kun berettiget til at udsige de paa samme siddende Huusmænd, forsaavidt en saadan Ret tilkom den forrige Besidder, eller Huusmanden maatte være sat, efterat Klage til Forligelsescommissionen i Anledning af Godsets Indløsning er udtagen.“

Det er i enkelte Erklæringer udhævet, at denne Forskrift vilde kunne befrygtes misbrugt til Chicane for en Odelsmand, forsaavidt Besidderen, der frygtede for at blive frataget Eiendommen paa Odel, kunde tænkes at ville udstykke Gaarden eller Størsteparten af den i Huusmandspladser; og der er derfor fremsat Forslag om at ingen Bortfæstning, der er skeet af en Ikke-Odelsberettiget, skulde være bindende for Løsningsmanden. Departementet finder dog denne Betænkelighed altfor vidt dreven, eftersom Eieren af Odelsgodset for sin egen Interesses Skyld, baade med Hensyn til Eiendommens Værdsættelse ved Odelstaxt og med Hensyn til Muligheden af at det forventede Odelssøgsmaal frafaldtes, vel i Regelen vilde finde sig lidet tjent med en saadan Omgangsmaade. Da den af Commissionen foreslaaede Bestemmelse hviler paa en i sig selv retfærdig og billig Betragtning, nemlig at en Huusmands og Families Velfærd ikke bør gjøres utryg, fordi Eiendommen, hvortil den bortsatte Plads hører, tages paa Odel, troer Departementet at burde foreslaae Bestemmelsen optaget uden Forandring.

§ 21 er efter Pluralitetens Indstilling affattet saalydende:

“I Sager mellem Huusmænd og Huusbønder, betræffende deres gjensidige Rettigheder, er Huusmanden fri for at erlægge noget Gebyhr til Stevnevidnerne, Forligelsescommissionen eller Retten. Forlanger Huusmanden Sagens Behandling paa Aastedet, og Dommeren finder samme fornøden, udredes Omkostningerne ved hans Skyds og Diæt som Omkostningerne i offentlige Sager.“

En Minoritet i Commissionen har derimod foreslaaet første Punctum af Paragraphen forandret derhen, at der i de ovennævnte Sager af begge Parter skal betales Halvdelen af det nu lovbestemte Gebyhr til Stevnevidnerne, Forligelsescommissionen og Retten. Denne Minoritet har begrundet sin Fravigelse fra Pluralitetens Indstilling derved, at en fuldkommen Fritagelse for Huusmanden for at erlægge de omhandlede Gebyhrer let kunde forlede den vrangvillige og egennyttige Huusmand til at bringe fast enhver Tvist, der maatte opstaae mellem ham og hans Huusbonde, ind for Retten, hvilket efter bemeldte Minoritets Formening, der i det Hele har udtalt sig for at Loven bør søge Livsfæste fremmet, efterhaanden kunde lede til at gjøre Huusmandsvæsenet forhadt, og afskrække Jorddrotter fra at knytte Huusmænd til sine Eiendomme med andre Baand, end saadanne, som det til enhver Tid vilde staae til dem selv at opløse.

Dette Minoritetens Forslag er i mange af de indkomne Erklæringer foretrukket for Pluralitetens Indstilling. Navnlig har ogsaa Justits-Departementet erklæret sig til Fordeel for samme. Idet det nævnte Departement erklærer at dele Minoritetens Frygt for at en fuldkommen Fritagelse for de omnævnte Gebyhrer lettelig kunde lede til temeraire Processer fra Huusmænds Side, bemærker Samme videre, at det finder det stødende, om efter Pluralitens Forslag den ene af 2de Parter, hvis Formuesforfatning, idetmindste i flere Egne af Landet, mangen Gang ikke vil være meget forskjellig, skulde ved Loven været fritaget for alle Omkostninger, medens den anden maatte bære dem fuldt ud.

Nærværende Departement maa tiltræde disse Justits-Departementets Bemærkninger; og man vil saaledes foreslaae første Passus af nærværende § affattet overeensstemmende med det af Commissionens Minoritet fremsatte Forslag.

Det er i flere af de indkomne Erklæringer foreslaaet, at der istedetfor nærværende Bestemmelse skulde paabydes, at Sager mellem Huusmænd og Huusbønder skulde behandles paa samme Maade, som er foreskrevet angaaende Sager mellem Huusbonde og Tyende, altsaa politiretsviis uden Erlæggelse af Retsgebyhrer, og uden at Sagførere i Regelen tilstedes benyttede. Departementet har dog ikke fundet tilstrækkelig Grund til at fremsætte noget Forslag i denne Retning. De fleste Sager imellem