derhos det af Leilændingen givne Fæste bliver ugyldigt, og at Huusmanden forbeholdes sit Regressøgsmaal mod den Leilænding, der mod Loven har indsat ham. Yderligere Tvangsmidler mod Leilændingen formenes ikke nødvendige til Lovbudets Opretholdelse.
Den sidste Deel af nærværende Paragraph indeholder, som nævnt, at den i Lov 25de August 1818 § 24 givne Forskrift skal udvides til enhver for Embeds- eller Bestillingsmand udlagt Jord. I den citerede Forskrift paabydes der for civile og militaire Embedsgaarde, at der ikke uden Kongelig Tilladelse maa nedlægges eller oprettes nogen Huusmandsplads paa en saadan Gaard, eller nogen Plads derunder bortsættes længere end paa Brugerens Embedstid; Overtrædelser heraf ere belagte med en Mulct af 50 Spd. for hver Gang, hvorhos det Passerede erklæres ugyldigt.
I Anledning af den foreslaaede Udvidelse af denne Bestemmelse har Justits-Departementet bemærket, at det intet Væsentligt finder at erindre mod at det for samtlige til Embeder eller Bestillinger henlagte Gaarde gjøres til Regel, at ingen af de nuværende Huusmandspladse paa en saadan Gaard nedlægges, eller nogen Huusmandsplads der oprettes, uden Kongelig Tilladelse. Dog bemærker det nævnte Departement, at det anseer det tvivlsomt, om ikke Tilladelsen i ethvert Tilfælde burde kunne meddeles af vedkommende Regjerings-Departement, en Anskuelse, som Justits-Departementet erklærer, ogsaa i sin Tid at have udtalt i dets underdanigste Foredrag angaaende Spørgsmaalet om naadigst Sanction af Loven af 25de August 1848. Derimod finder Justits-Departementet væsentligere Betænkeligheder ved den nævnte Bestemmelse i samme Lov, angaaende at ingen Huusmandsplads paa en Embedsgaard maa uden Kongelig Tilladelse bortsættes længere end paa Brugerens Embedstid. Justits-Departementet oplyser, at der ogsaa i Henseende til denne Deel af §en er opkastet Tvivl i dets ovennævnte Foredrag, en Tvivl, i hvilken det erklærer at være bleven endnu mere bestyrket ved Behandlingen af nærværende Sag. Efter Justits-Departementets Formening bør det nemlig for alle Gaarde, der ere henlagte til Embede eller Bestilling, gjøres til Regel, at Pladserne skulle bortfæstes saaledes, at Contracten for Huusmandens og hans Hustrues Livstid bliver uopsigelig fra Embedsmandens Side, uden Hensyn til om Embedet forinden skiftede Indehaver. For at dette imidlertid uden Ulempe skulde lade sig gjøre, maatte der, — bemærker Justits-Departementet videre, — træffes saadanne Forholdsregler, som afgave tilstrækkelig Garantie for at ikke den Embeds- eller Bestillingsmand, der bortfæstede en Huusmandsplads, skulde kunne skaffe sig en utilbørlig Fordeel paa Eftermandens Bekostning, navnlig ved at sætte de aarlige Ydelser fra Huusmandens Side uforholdsmæssig lave, men istedet derfor tage en høi Indfæstning. Dette Øiemed formenes at kunne opnaaes enten derved, at det ligefrem forbødes at tage Indfæstning ved Bortfæstelfe af Huusmandspladse under Gaarde, der ere henlagte til Embede eller Bestilling (et Forbud, der efter Justits-Departementets Formening vilde være saameget mindre betænkeligt, som ingen Huusmandsplads kan nedlægges uden høiere Tilladelse), eller derved, at det blev foreskrevet, at enhver Huusmandscontract, hvorved de aarlige Ydelser bleve fastsatte anderledes, end tidligere havde været Tilfældet, skulde indsendes til Approbation af vedkommende Departement.
Kirke-Departementet har i Henseende til Præstegaarde oplyst, at der paa de fleste Steder har uddannet sig den Praxis, at Præst efter Præst lader Huusmændene blive siddende uden nyt Fæste, saa at disse factisk kunne ansees som nedsatte paa Livstid. Kirke-Departementet anseer det betænkeligt, om denne Praxis, der antages i det Hele at have været til Gavn for Huusmændene, skulde svækkes eller modvirkes ved en Bestemmelse som den af Commissionen foreslaaede, der nemlig, baade ved at gjøre Huusmænds Nedsættelse paa længere Tid end Vedkommendes Embedstid afhængig af Kongelig Tilladelse og ved sin Form forøvrigt, synes at antyde som Lovens Forudsætning, at Livsfæste for Huusmænd paa Embedsgaarde ikke i Almindelighed vil finde Sted. Paa den anden Side formener Kirke-Departementet det dog ikke tilraadeligt ganske at overlade det til Embedsmandens egen Afgjørelse, hvorvidt han vil bortfæste en ledigbleven Huusmandsplads paa Huusmandens og Kones Livstid eller paa kortere Tid. Det antager derfor, at det Hensigtsmæssigste vil være, at Adgangen til at antage Huusmænd paa længere Tid end Brugerens Embedstid bør betinges af høiere Autoritets Tilladelse, der har at paasee og betrygge vedkommende Embedes Tarv. Efter Kirke-Departementets Formening bør Myndigheden til at meddele saadan Tilladelse overdrages vedkommende Overøvrighed, til hvem det ogsaa uden Betænkelighed antages at kunne overdrages at afgive Bestemmelse om Huusmandspladsers Nedlæggelse eller nye
