Side:Angaaende Forandringer i Lovgivningen om Husmænd.djvu/48

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Det Samme gjælder, om der foruden den udyrkede tillige hører dyrket Mark til Pladsen, saafremt denne stdste ikke er over 2 Maal eller 5,000 Qvadratalen.

§ 3.

Huusmandscontracter bør af Huusbonden besørges thinglæste. Skeer det ikke, og Contracten forkomtner, gjælder detSamme, som i § 1 er bestemt for det Tilfælde, at skriftlig Contract ei er bleven oprettet.

Ved Udkastets § 3, der, efter Departementets Forslag, vil blive § 4, er Gebyhret for at skrive en Huusmandsseddel foreslaaet nedsat fra 24 ß, som er den for Tiden fastsatte Betaling (Sportell. § 23), til 16 ß, og for at thinglæse en Hunsmandsseddel fra 32ß (sammestedss24) ligeledes til 16 ß. Departementet tør antage, at der ved denne Nedsættelse, som tilstgter at befordre skriftlig Oprettelse og Thinglæsning af Huusmandssedler, ikke vil bevirkes nogen følelig Afgang i Sorenskrivernes Indtægter; og hvor betænkeligt man end finder det for Tiden yderligere at nedsætte disse Embedsmænds Indkomster, formener man derfor, at denne Betragtning ikke i nærværende Tilfælde bør tillægges nogen afgjørende Vægt.

§ 4 i Commissionens Udkast (efter Departementets Forslag § 5), hvori bestemmes, at Huusmanden skal tilkomme een Søgnedag i Ugen fri for Arbeidspligten, har uden Tvivl for Øie Huusmænd, hvem det paahviler at forrette Arbeide, saa ofte som de dertil tilsiges. Regelen er neppe naturlig, naar den anvendes paa ethvert Slags Huusmænd; og Departementet vil med Hensyn hertil foreslaae nogen Forandring i dens Redaction. Man vil derhos foreslaae tilføiet i selve §en, at Regelen ikke kommer til Anvendelse, naar anderledes mellem Parterne er overeenskommet. Grunden hertil er, at man ikke tiltræder Commissionens Anskuelse, at Bestemmelserne i samtlige §er fra 4 til 12 inclusive ikkun bør være declaratoriske, hvorfor man vil foreslaae den her omhandlede Forskrift i Udkastets § 13 udeladt, og i dets Sted det Fornødne tilføiet særskilt i hver §, hvis Indhold antages at burde være fravigeligt. Iøvrigt vil Departementet længere hen faae Anledning til nærmere at udvikle og begrunde sin Formening om, at ikke samtlige i §erne 4—12, begge inclusive, indeholdte Forskrifter bør erklæres for blot declaratoriske. I Overeensstemmelse hermed foreslaaes § 4 (efter Departementets Forslag § 5) saaledes affattet:

Huusmand, som har forbundet sig til at forrette Arbeide for Huusbonden efter Tilsigelse, tilkommer, saafremt ikke anderledes ved skriftlig Contract er fastsat, een Søgnedag i Ugen fri for Arbeidspligten, og det efter eget Valg, o. s. v. som i Udkastet.

Ved § 5 i Commissionens Udkast (efter Departementets Forslag § 6) finder Departementet ikkun at bemærke, at man ikke med Commissionen (see Udkastets § 13) kan henføre den ved den her omhandlede Forskrift Huusmanden tillagte Rettighed til dem, som det bør tilstedes Huusbonden ved Contracten at betage Huusmanden. At en Huusmand, som ved Alderdomssvaghed eller Sygdom hindres fra personlig at udføre det ham paahvilende Arbeide, kan lade dette udføre ved en anden antagelig Arbeider, og altsaa ikke, fordi han er ude af Stand til at udføre det i egen Person, skal kunne drives bort fra Pladsen, er formeentlig en, paa Grund af dens indlysende Billighed, allerede nu, skjøndt uden udtrykkelig Hjemmel i Lovgivningen, almindelig erkjendt Sætning. Og Betænkelighederne ved at indrømme Huusmanden denne Ret ere neppe heller store, naar det erindres, at det dog efter Parternes Forestilling snarest maa siges at være et vist Arbeide for Pladsen og ikke netop Arbeide af en vis bestemt Person, som Huusbonden har villet betinge sig; thi om end Huusbonden i Indfæstningens Øieblik har Huusmandens personlige Dygtighed som Arbeider for Øie, saa kan han dog kun kjende denne, som den er paa den Tid, og maa gjøre Regning paa, at den i Tidernes Løb og under Aarenes Vægt vil undergaae adskillig Forandring, selv om Oldingsalderens Kraftløshed eller specielle Ulykkestilfælde, hvorfor Arbeideren fremfor Andre er udsat, ikke tages med i Betragtning. Men ligesaa vel begrundet som hiin Sætning derfor er baade i Forholdets Natur og Billighed, ligesaa utilbørligt maatte det Krav fra Huusbondens Side betragtes, at Huusmanden paa sin Alderdom eller formedelst ham tilstødt Sygdom skulde fravige Pladsen, uanseet at han lader sit Arbeide for denne fyldestgjørende præstere, saa at Pladsens vedblivende Benyttelse af Huusmanden ikke for Huusbonden er forbundet med noget Tab. Naar Staten derfor forbyder at ene sig om deslige mod al Billighed stridende Vilkaar, gjør den i Grunden ikke andet end at værge sig imod ubillig og hensynsløs Befordring af Nød og Fattigbyrder.

Forøvrigt er er det klart, at den her omspurgte