gens nøiere Betragtning forhaabentlig erkjendes, at Lovens Tilsagn om Godtgjørelse for udførte Forbedringer er langtfra at give den samme Betryggelse for Huusmanden som Fæste paa Livstid. I denne Henseende bemærker Minoriteten, at der ved Bestemmelse af den Godtgjørelse for Forbedringer, som skal ydes Vedkommende, ifølge Commissionens Forslag skal tages i Betragtning, hvorvidt Huusmanden kan ansees at have erholdt Erstatning for samme derved, at han i længere Tid har havt Pladsen i Brug, og at Vederlaget saaledes kan blive lidet eller intet. Men endog om Forholdet efter Omstændighederne stiller sig gunstigt for ham, kan det dog ikke nægtes, at han i en fremrykket Alder, fordreven fra Huus og Hjem og ude af Stand til med Lyst og Kraft at begynde forfra paa Rydningsmandens møiefulde Arbeide, vil i den Godtgjørelse, som saaledes tildeles ham, kun finde et usselt Vederlag for tilintetgjorte Livsforhaabninger og befinde sig i en uden Sammenligning slettere Stilling, end om han med Familie var forbleven paa sit Hjemsted. Hertil kommer, at Resultatet af det Skjøn, hvorved Godtgjørelsen skal fastsættes, ligesom af Skjøn i Almindelighed, er afhængigt af de Personers Indsigt og Retsind, som skulle afgive det, og at saaledes den opsagte Rydningsmand i sit vigtigste Velfærds-Anliggende altid i nogen Grad vilde være udsat for Tilfældets Luner. Minoriteten har derfor fraraadet at opgive den hidtil gjældende ubetingede Bestemmelse om Livsfæste for Rydningsmænd og derved at løse et Baand, som ældre Tiders Lovgivning af Omsorg for den fattige Arbeider har lagt paa Contractsfriheden, et Baand, under hvis betryggende Indskydelse mangen Plet af Landet er bleven opdyrket og mangen stræbsom Familie har arbeidet med Kraft og Haab og levet i Fred og Lykke.
Departementet, der, som anført, maa tiltræde Minoritetens Formening, kan ikke lægge nogen afgjørende Vægt paa den af Commissionens Majoriret fremsatte Bemærkning, at det er naturligst at overlade til Vedkommende selv at afgjøre, hvorvidt han finder sig tjent med at overtage Oprydningen af en Plads, mod ikkun at sikkres den paa et vist Aaremaal, og at man ved at gjenoptage den gjældende Regel om Nødvendighed af Livsfæste paa Rydningspladse udsætter Vedkommende, der attraaer en saadan Plads, for slet ingen at erholde. Man formener nemlig, at nogenlunde billigt Hensyn til Rydningsmandens Tarv i saa høi Grad taler imod, at Frugten af hans anvendte Flid og Møie efter nogle Aars Forløb skulde kunne berøves ham, at ikkun den dybeste Trang kan tænkes at bevæge ham til paa saadanne Vilkaar at modtage et Stykke Mark til Oprydning. Men erkjendes dette, og, som Følge heraf, at det er en agtværdig Tænkemaade hos Folket, der har fundet sit Udtryk i den nugjældende Regel om at Fæste paa deslige Pladse skal være Livsfæste, formener Departementet det utilraadeligt ved Ophævelsen af denne Regel at bidrage til at svække en Erkjendelse, der paa eengang er human og practisk gavnlig, som ledende til i noget Mon at forebygge Pauperisme. At en og anden Arbeider derved udsættes for ikke at faae en Plads fæstet til Opdyrkning, som han, om det var tilladt at give ham Fæste paa Aaremaal, vilde have kunnet erholde, bør ikke komme i afgjørende Betragtning, aldenstund han maa antages i Regelen ikke at kunne være tjent med at antage Pladsen paa saa usikkre Vilkaar. Til hvad Commissionens Minoritet har anført angaaende Utilstrækkeligheden af den Sikkerhed, der kunde synes at frembyde sig for Rydningsmanden af den i Udkastets § 11 indeholdte Bestemmelse angaaende Erstatning for Forbedringer, maa Departementet henholde sig, og skal dertil føie, at efter Udkastets § 13 kan Ret til saadan Erstatning fraskrives.
Med Hensyn til den af Commissionens Minoritet foreslaaede nærmere Bestemmelse af hvad der ved en Rydningsplads skal forstaaes, har Departementet vistnok fundet Betænkeligheder, forsaavidt denne Bestemmelse nemlig kan synes at indeholde noget Vilkaarligt, og gjør Lovens Anvendelse i visse Maader afhængig af en minutieus Undersøgelse. Departementet veed dog ikke at angive nogen Maade, hvorpaa Opgaven skulde kunne løses bedre end ved den af Commissionens Minoritet foreslaaede Bestemmelse; og man antager det for afgjort, at den Distinction, der i Overeensstemmelse hermed for Fremtiden vil blive gjældende mellem de Pladse, hvorpaa Livsfæster skulle gives, og andre Huusmandspladse, baade i Begrundelse og Anvendelighed vil være at foretrække for den i den nugjældende Lovgivning fastsatte.
Hvad angaaer § 2 i Commissionens Udkast, da kan Departementet ikke ansee en Bestemmelse, som den deri foreslaaede, tilraadelig. Med Justits-Departementet og flere af de Embedsmænd, der have erklæret sig over Sagen, maa Departementet ikke alene ansee eet tvivlsomt, om det for Tiden er gjældende Ret, at en Huusmandscontract, for at være gyldig i Collision med reelle Retserhvervelser
