nemlig uddannet sig sædvansmæssig, og maa i Indhold variere adskilligt efter locale Forhold og de forskjellige Øiemed, som med Nedsættelse af Huusmænd tilsigtes. Medens Vanskelighederne ved at gjengive Begrebet i en klar og uomtvistelig Definition herved forøges, kan Departementet heller ikke erkjende, at det skulde være practisk fornødent at optage en saadan i den paatænkte Lov. Ligesom Lovgivningen om Huusmænd hidtil har fundet sin Anvendelse, skjøndt ingen legal Definition af en Huusmand har været given, saaledes formener Departementet, at det ikke er i den Anvendelse, hvori det egentlig kommer an paa at fastholde Begrebet i sin Strenghed, at nogen Tvivl eller Uklarhed om hvo der er at henføre til Huusmænd hidtil har viist sig. Hvad nemlig angaaer selve Retsforholdet mellem Huusmanden paa den ene og Jorddrotten eller Pladseieren paa den anden Side og de Spørgsmaal, som deraf reise sig, vide uden Tvivl begge Parter ligesom Domstolene heelt vel at skjelne Huusmænd fra Inderster, Strandsiddere, Leietagere af Huustomter o.d.l. Det er uden Tvivl snarest naar Spørgsmaal opstaaer om Pligter mod det Offentlige, navnlig med Hensyn til de i Udkastets § 22 omhandlede Ydelser, at der har været Tvivl om hvo der i denne Henseende var at henføre til eller rettere at stille ved Siden af Huusmænd; men forsaavidt fornødiges ingen legal Definition, da Udkastets § 23 indeholder, at hvad i § 22 er bestemt ogsaa 1751 komme til Anvendelse paa Strandsiddere, Inderster og overhovedet Enhver, som i Henseende til de omhandlede Afgifter tidligere har været stillet ved Siden af Huusmænd.
Departementet skal dernæst gaae over til under Eet at omhandle §§ 1 og 2 i Commissionens Udkast, og i Forbindelse dermed §§ 1, 2 og 3 i det af en Minoritet inden Commissionen afgivne Votum.
Ifølge den gjældende Lovgivning om Huusmandsvæsenet skal Fæste paa Huusmandspladse i Udmarken, idetmindste de, der bortfæstes til Oprydning, gives paa Huusmandens og Enkes Levetid. Derhos skulle Huusmandspladse inden Gaardens Indhegninger, om ikke skriftlig Huusmandsseddel af modsat Indhold er oprettet, ansees at være fæstede Huusmanden paa hans og Enkes Levetid for den Afgift i Penge eller Arbeide, som deraf i den sidstforløbne Tid har været svaret. See Frd. 9de October 1750, Frd. 29de April 1752 § 4 og Frd. 29de Juni 1792. Begge disse Bestemmelser foreslaae Commissionens Pluralitet ophævede. Hvad angaaer den sidstanførte, der indeholdes i Frd. 29de Juni 1792, anfører Commissionen i det Væsentlige, at den Regel, at Grundeieren for Undladelsen af skriftlig Contracts Oprettelse skal ansees at have leiet Huusmanden Pladsen for hans og Enkes Levetid, aabenbar er en altfor haard Straf for hvad der hyppig kun er en Følge af Uvidenhed om Loven eller Mangel paa Eftertanke eller endog slethen god Tro til Næsten, at den, naar den kommer til Anvendelse, fremkalder Had og Mistro mellem Jorddrotter og Huusmænd, og ikke sjelden leder til, at Lovgivningen bliver benyttet som Redskab for Egennytte og Underfundighed. Paa Grund heraf foreslaaer Commissionens Pluralitet Regelen ombyttet med en Bestemmelse af Indhold, at Mangel paa skriftlig Contracts Oprettelse skal medføre, at Huusmanden beholder Pladsen i et Aar udover den første Faredag efter skeet Opsigelse, eller i saa lang Tid, som han oplyser ved mundtlig Overeenskomst at være tilsagt Pladsen.
Med Commissionens Minoritet, hvis Grunde findes anførte i det vedlagte Aftryk, Pag. 38, og med Fleerheden af de afgivne Betænkninger maa Departementet ansee en saadan Forandring i den gjældende Lovgivning utilraadelig. Det er uundgaaeligt, at Lovregler, der gives i den særskilte Hensigt at beskytte den Uoplyste og Fattige mod den præsumtiv mere Oplyste og Formuende, af og til maae medføre sine Ulemper; men Lovgiveren kan ikke af Hensyn hertil opgive dem, naar dog Nytten af deres Tilværelse maa erkjendes overveiende. Og at Frd. 29de Juni 1792 har hindret megen Vilkaarlighed og Uretfærdighed, betvivler Departementet ikke. Ligesom den i sin Tid sikkerlig har været fremkaldt ved Erfaring om, at Huusmandsclassen, uden saadan Understøttelse fra Lovgivningens Side, var priisgiven for en ubegrændset Vilkaarlighed, saaledes formaaer Departementet heller ikke at indsee rettere, end at selve Forholdets Natur maatte lede til Erkjendelsen heraf; thi naar Mangel paa fuldgyldigt Beviis fra Huusmandens Side for de ham tilsagte Rettigheder uden videre medførte, at ikke flere eller bedre Rettigheder ansaaes at være ham tilsagte end de, Jorddrotten indrømmede, maatte dette i Virkeligheden falde ud derhen, at Huusmændene, der i Regelen ikke kunne formodes at have enten den fornødne Indsigt, Evne eller Indflydelse paa Medcontrahenten til at faae sine Rettigheder tilbørligen formelt sikkrede, bleve aldeles afhængige af Pladseierens Vilkaarlighed. Det kan derfor
